Viser opslag med etiketten UNC Dance Marathon. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten UNC Dance Marathon. Vis alle opslag

onsdag den 24. februar 2010

UNC Dance Marathon

"The Best One Night Stand of Your Life!" sådan proklamerede en af plakaterne i den stor-oppyntede idrætshal, som jeg fredag aften gik forventningsfuldt ind i. Sammen med 1600 andre studerende fra UNC havde jeg forpligtet mig til at fundraise mindst 150 dollar og danse/stå på mine ben uafbrudt i 24 timer. Det var 24 intense, sjove og helt unikke timer.

Hvorfor deltage i et danse maraton? Personligt gjorde jeg det af flere grunde.

Først og fremmest er det for mig en once in a life time opportu- nity for at være en del af et så stort studenderdrevet velgørenhedsarrangement - 1600 dansere, mere end 500 frivillige, 22.5 km gaffa tape, helårlige programmer på hospitalet, en fond med mere end 2,6 millioner danske kroner i indtægt alene i år!! - dette har ikke sit mage i Danmark (hvilket måske siger mere om manglerne i det amerikanske velfærdsystem end forskellen på danske og amerikanske studerende) og det er for mig en del af min American Experience at deltage i sådan noget som dette her.

Derudover så dansede jeg for alle de alvorligt syge børn, der ville danse, hvis de kunne. Jo mere jeg hører om dette projekt og den indpagt som de studerende på UNC herigennem har på kræftramte børn, børn med hjertefejl og andre livstruende sygdomme og deres familier, jo mere får jeg lyst til at være med til at gøre en forskel for disse familier. Jeg har hørt forældre fortælle om deres børns sygdomme - både dem med lykkelig slutning og dem uden - og hvad det betyder for dem, hvad vi gør. Den fysiske belastning det er ikke at sidde ned i et døgn er intet at sammenligne med den byrde, det er at have et livstruende sygt barn.

Endelig så gjorde jeg det som en personlig udford- ring. Ville jeg kunne klare at danse/stå i 24 timer? Hvordan ville det føles fysisk og psykisk? Hvilke tidspunkter ville det være sværest?

Der var en fantastisk oplevelse.
Det var utroligt udmattende og mine fødder var fuldstændig smadrede, men det var samtidig rigtig sjovt og inspirerende. Det føltes betydningsfuldt at kæmpe imod trængen til at sidde ned, og der var en utrolig kollektiv følelse af at gennemleve nogle prøvelser sammen.

 Og jeg ved nu, at det er hårdere at stå stille end det er at danse.

 Dansegulvet fik ikke for lidt, når Melinda (am.), jeg og alle de andre gik igang
Photo:Chrissy
Samtidig var det et imponerende arrangement, de bagvedstående komiteer havde stablet på benene, og det var en oplevelse i sig selv at deltage i det. Vi blev bespist, underholdt, opmuntret og luftet.

 Det var en samling festlige mennesker! Til højre i billedet er min veninde Chrissy (ty.); vi var de eneste to udvekslingsstuderende, der deltog, så vidt jeg ved.

Chrissy giver sin ryg en pause.
For mig var den 11. time (vi havde været der sååå længe, men der var endnu længere tid tilbage) og den 24. time (vi stod stille og lyttede på taler) de værste.

Luftet ved solopgang på fodboldstadionet med Chrissy og Melinda
Photo:Chrissy

 
Vores Maskot, Ramses ♥
Photo:Chrissy
 
 
Morgenmadsbord
 

Nå ja, så slog vi også lige Guinness Rekord i længste massagekæde.

  
Mere dans! Hele tiden dans!

Lidt Yoga

Hurra! Vi gjorde det!!

Alt i alt en helt utrolig oplevelse, som jeg ikke ville være foruden, selvom det var en noget pinefuld og frustrerende gåtur hjem fra Fetzer Gym efter de 24 timers prøvelser. Natten mellem lørdag og søndag sov jeg 14 timer og var lidt rundt på gulvet i løbet af søndagen. Men det var det værd. Uden tvivl.

Det kunne meget vel gå hen og blive "The Best One Night Stand of My Life!"

torsdag den 18. februar 2010

Små ting og tanker fra februar måned

Jeg burde sidde og skrive min opgave til i morgen lige nu, men jeg fik lige lyst til i stedet for at komme med lidt små tilfældige tanker, om hvad der rører sig i Chapel "Thrill" i denne tid.

Der er sket en revolution i min lille verden. Intet mindre. Aldrig havde jeg troede, at jeg skulle gå indædt op i sport. Men i et halvt år har jeg nu levet i denne verden af school spirit og rivaliseren, og det har smittet af. I begyndelsen af måneden spillede vore basketball hold imod Dooks (også kaldet Duke) hold. Passioneret og skrigende så jeg den intense kamp på en bar sammen med nogle af mine venner. Vi tabte desværre.
 
Lyseblå Tar Heels: Max (fr.), mig og David (am.) (Photo:Finlay)

Jeg har skrevet et indlæg omkring kønsroller og syn på seksualitet her i USA, men det blev vældig langt, så det får et afsnit for sig selv.

Vejret her i Chapel Hill svinger relativt meget. For en uges tid siden sneede det, men i denne uge har vi 8 grader og tonsvis af sol. Jeg har mistet min vinterjakke i en bar (den blev snuppet fra det hjørne, hvor jeg havde smidt den) men det er egentlig ikke et problem for jakken havde kun to knapper tilbage, og her bliver ikke mere end et par minus grader.. og jeg har tykke trøjer at putte under min nye jakke.

  
Vi havde massive mængder af sne (5-10 cm) i slutning af januar, her er Stephen (Ir.) til giga sneboldskamp med et par hundrede andre UNC studerende. Tossen har shorts på. (Photo:Anke)

Sneen forsvandt igen, men for en ugestid siden sneede det en nat. Her er vi på Franklin st. hovedgaden i CH.

 
The Pit, i hjertet af campus, under studenterrådsvalgkampagne.
Sådan her ser vejret ud nu. Når solen skinner, kan man gå uden jakke :)

I morgen skal jeg deltage i UNC Dance Marathon hvor jeg sammen med 1600 andre studerende skal stå på mine ben i 24 timer til støtte for NC Children's Hospital og de projekter, som de har gang i der.
For at indsamle penge afholdt jeg et Bake Sale med to af mine venner, der også skal deltage.
 
Bake Sale i the Warehouse's lobby

Læs mere om hvad det går ud på og støt mine anstrengelser for at indsamle $150 til projektet på min fundraising side - der mangler stadig $40 (=200kr)!

LOTS OF LOVE ♥
.. og glædelig Valentinsdag!!