Viser opslag med etiketten UNC. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten UNC. Vis alle opslag

lørdag den 12. juni 2010

This is the end, this is the beginning, this is just a bump in the road

I have not set my foot outside of this country for ten months; it is the longest I have ever been away from home, it is the longest I have ever not seen my family, and it is the longest I have continuously lived in another country than Denmark.

Ten months like that leave a mark. It must do. I would even say that it should leave a mark. Would it not be sad if you returned from this chunk of your life—this challenge you had put yourself into of living outside your comfort zone (thanks for the expression A.J.) for a year—and didn’t feel anything? If you just shrug your shoulder and said “yeah, that was kinda fun” and went on with your life as if nothing happened. In that case you did something wrong this year. Any given year in your life should matter and evoke some feelings and a year abroad in particular.

It is such a unique opportunity to be given to be able to study for one year at another university, in another country, even on another continent. This has marked me in so many ways.

It’s not that I am another person. I am still me. People back home will probably not detect much difference. I might look a bit more tanned (the sun hasn’t been too kind on Denmark in my absence, sources tell me), might have some colorful pictures to show and stories to tell, and I might accidentally mix in some English phrases in my Danish and sound a bit like Sidney Lee. But overall, after a week or two, I’m quite sure it will seem like I’ve never been away. At least to my surroundings.

It’s okay; I’ve tried it before. I tried it four years ago (very exactly four years ago actually) when I returned from living almost five months in Nicaragua in Central America. Those months had the greatest impact on me in terms of personal development, broadening of perspectives, language skills and not least friends. Some of the people I hold dearest in my life I met in that volunteer program.

Still it did not flip my life upside down but it did mark me. It didn’t make me a different person but it shaped the person I am. A lot. I expect to “fit in” when I get back home, because I am still me. I took this ‘me’ along with me to North Carolina and it got shaped by the experiences I’ve had, the wonderful people I’ve met and the things I’ve learned.

I am at the end of a journey, at the end of “the American Chapter” of my life (at least the first of them, who knows..). Being at this thing people call “the end” is a peculiar place to be. It raises so many feelings of such mixed kinds.

I’m actually getting really excited about going home—and even more so the closer it gets. I miss my crazy little niece and nephew. I miss hugging my parents. I miss hanging out with my brother. I miss the drinking of alcohol not being a big deal but something you just do; preferably on the grass in the sun. I miss having a bike and using it every day. I miss home cooked food and dinners sat down around a table. I miss going to parties that do not end at 2 A.M. I miss Copenhagen. I miss having my friends in Denmark back in my everyday life.

There is so much I am going to miss. Most of all, I will miss the people that have been my life these past 10 months. It is incredible (and reassuring) to experience how it is possible in such a relatively short span of time to meet so many amazing people. I have made some friends that mean the world to me and that I will hold on to and never forget. I miss you already. I have so many reasons for going back to America and to travel the world—and I can’t wait see some of these smiling faces in Copenhagen.

I will miss the American friendly and extrovert attitude; I will miss answering the question “how are you?” at least 15 times a day. I will miss the beautiful UNC campus. I will miss being foreign and people finding that interesting. I will miss the cheap, good (but not so healthy) fast food places. I will miss the college specials that make drinking inexpensive. I will miss traveling around. I will miss being a Tar Heel. I will miss the queer parties. I will miss the North Carolina weather. I will miss the American enthusiasm and everything being awesome. I will miss meeting up for lunch out in front of Lenoir. I will miss discussing cultural differences. I will miss the red cups.

On Wednesday I will go back home.

onsdag den 5. maj 2010

Et billede siger mere end 1000 ord - og jeg burde læse til eksamen i stedet for at skrive 1000 ord

I dag er sidste dag, jeg har mulighed for at overspringshandle som studerende på UNC Chapel Hill. Jeg har i morgentidlig kl 8 min sidste eksamen og så står den ellers på 4 måneders sommerferie - jealous much? :)

Her kommer et par visuelle indtryk fra den sidste måneds tid i mit liv.

Jeg gik til frisøren og fik klippet 20 cm hår af, som jeg donerede til parykker til kræft patienter. Denne slags donationer er meget udbredt i USA. Projektet jeg donerede til hedder Pantene Beautiful Lengths.

Der har været lidt af det her:

Med det her:

Men absolut og så en masse af det her:
+

Afbrudt af skøre kl. 2-om-morgenen påfund som det her:

Og en en-dags tur op i bjergene med nogle amerikanske/international venner i dette hus:

Hvor vi gik på vandring:
Charles (Am) og John (Am) på eventyr

 En norsk/skotisk fødselsdagsfejring blev der også plads til:
--->

 Og en fredagsmiddag hos Dawn (Am):

Så begyndte eksamensperioden for 1½ uge siden, og sidste "skoledag" blev blandt andet fejret med koncert med the Clef Hangers - et af de adskillige all-men acapella kor på UNC:

Og mere tid på biblioteket:
Harrison (Am) skammer sig over mængden af ord på papir

 Timerne på bibliotekerne blev dog afbrudt af lidt crazyness:
 Midnatsnøgenløb er en fast tradition hvert semester på UNC

 En anden "puha, vi er eksamensstressede" tradition er 15 minutters RAVE midt i eksamensugen

Vores maskot Ramses var selvfølgelig med til rave

Vi løb gennem sprinklerne på campus omkring midnat

Og vi fik da også tid til at feste lidt:
Bloc Party i Carrboro

Nå, nu må jeg vist også lige tilbage til studierne og få mig forberedt til sidste eksamen. Sidste slutspurt inden sommerferie, afskedsscener og roadtrip igennem det sydlige USA til San Fransisco i en autocamper med fire gode venner.
Det bliver noget af et eventyr.

onsdag den 14. april 2010

De tre grundpiller i UNC: forskning, undervisning og lokalsamfund

En af mine professorer, Professor Charles Kurzman, pointerede overfor vores klasse for en måneds tid siden, at et universitet som UNC ikke kun er engageret i undervisning og forskning men også "serving the community". Altså at universitetet, som et af sine mål, har at servicere lokalsamfundet og skabe studerende, der ikke bare er fagligt dygtige, men også socialt engagerede i det samfund, de lever i.

Det var en udtalelse, der overraskede mig og som jeg bed fast i. Jeg har aldrig læst eller hørt udtalt noget lignende om et universitet i Danmark.
Jeg har oplevet denne ambition fra universitetets side mens jeg har været her. Sidste semester var det således en obligatorisk del af mit fag Social Movements and Collective Behavior at lægge 30 timers frivilligt arbejde i en lokal NGO. I dette semester havde jeg for mit fag Education in American Society valget mellem at skrive to book reviews eller lægge to timers tutoring om ugen blandt skoleelever, der har brug for ekstra hjælp. Jeg valgte tutoringen, da forekom mig mest meningsfyldt - og spændende!
 McDougle Middle School
Jeg har derfor været tilknyttet en matematik klasse for 'problematiske' eller 'svage' elever i McDougle Middle School i Carrboro (bydel i forbindelse med Chapel Hill). Det er en klasse på 17 elever i 8. klasse og udover Ms Nelson, der underviser klassen, er der en assisterende underviser, en social rådgiver og mig. Det er en rimelig imponerende indsats fra skolens side, men klassen virker alligevel rimelig fortabt. Nogen hører ikke efter, nogen gider ikke lave noget, nogen kan ikke finde ud af det og nogen har bare givet op. Og så er der nogen som klarer sig godt og drager god nytte af specialundervisningen.

Jeg finder det udfordrende og spændende denne måde, hvorpå universitetet inddrager det at "serve the community", som en del af universitetets arbejde. Denne "tredje grundpille" bidrager, som jeg ser det, med to elementer til den uddannelse, man modtager på UNC Chapel Hill.
For det første bliver erfaringerne fra den såkaldte "service learning" del hevet ind og sat i relation til undervisningens emne - nogen gange i diskussioner, nogen gange i form af en erfaringsrapport vi skal skrive - og giver et mere aktuelt og praktisk perspektiv på undervisningens emne.
For det andet, så er det en måde hvorpå en universitetsuddannelse også bliver et spørgsmål om socialt ansvar. Det forekommer mig, at det amerikanske samfund i højere grad end der danske bygger på den enkelte borgers sociale ansvar og velgørenhed. Dette er afspejlet i universitetets mision.

onsdag den 24. februar 2010

UNC Dance Marathon

"The Best One Night Stand of Your Life!" sådan proklamerede en af plakaterne i den stor-oppyntede idrætshal, som jeg fredag aften gik forventningsfuldt ind i. Sammen med 1600 andre studerende fra UNC havde jeg forpligtet mig til at fundraise mindst 150 dollar og danse/stå på mine ben uafbrudt i 24 timer. Det var 24 intense, sjove og helt unikke timer.

Hvorfor deltage i et danse maraton? Personligt gjorde jeg det af flere grunde.

Først og fremmest er det for mig en once in a life time opportu- nity for at være en del af et så stort studenderdrevet velgørenhedsarrangement - 1600 dansere, mere end 500 frivillige, 22.5 km gaffa tape, helårlige programmer på hospitalet, en fond med mere end 2,6 millioner danske kroner i indtægt alene i år!! - dette har ikke sit mage i Danmark (hvilket måske siger mere om manglerne i det amerikanske velfærdsystem end forskellen på danske og amerikanske studerende) og det er for mig en del af min American Experience at deltage i sådan noget som dette her.

Derudover så dansede jeg for alle de alvorligt syge børn, der ville danse, hvis de kunne. Jo mere jeg hører om dette projekt og den indpagt som de studerende på UNC herigennem har på kræftramte børn, børn med hjertefejl og andre livstruende sygdomme og deres familier, jo mere får jeg lyst til at være med til at gøre en forskel for disse familier. Jeg har hørt forældre fortælle om deres børns sygdomme - både dem med lykkelig slutning og dem uden - og hvad det betyder for dem, hvad vi gør. Den fysiske belastning det er ikke at sidde ned i et døgn er intet at sammenligne med den byrde, det er at have et livstruende sygt barn.

Endelig så gjorde jeg det som en personlig udford- ring. Ville jeg kunne klare at danse/stå i 24 timer? Hvordan ville det føles fysisk og psykisk? Hvilke tidspunkter ville det være sværest?

Der var en fantastisk oplevelse.
Det var utroligt udmattende og mine fødder var fuldstændig smadrede, men det var samtidig rigtig sjovt og inspirerende. Det føltes betydningsfuldt at kæmpe imod trængen til at sidde ned, og der var en utrolig kollektiv følelse af at gennemleve nogle prøvelser sammen.

 Og jeg ved nu, at det er hårdere at stå stille end det er at danse.

 Dansegulvet fik ikke for lidt, når Melinda (am.), jeg og alle de andre gik igang
Photo:Chrissy
Samtidig var det et imponerende arrangement, de bagvedstående komiteer havde stablet på benene, og det var en oplevelse i sig selv at deltage i det. Vi blev bespist, underholdt, opmuntret og luftet.

 Det var en samling festlige mennesker! Til højre i billedet er min veninde Chrissy (ty.); vi var de eneste to udvekslingsstuderende, der deltog, så vidt jeg ved.

Chrissy giver sin ryg en pause.
For mig var den 11. time (vi havde været der sååå længe, men der var endnu længere tid tilbage) og den 24. time (vi stod stille og lyttede på taler) de værste.

Luftet ved solopgang på fodboldstadionet med Chrissy og Melinda
Photo:Chrissy

 
Vores Maskot, Ramses ♥
Photo:Chrissy
 
 
Morgenmadsbord
 

Nå ja, så slog vi også lige Guinness Rekord i længste massagekæde.

  
Mere dans! Hele tiden dans!

Lidt Yoga

Hurra! Vi gjorde det!!

Alt i alt en helt utrolig oplevelse, som jeg ikke ville være foruden, selvom det var en noget pinefuld og frustrerende gåtur hjem fra Fetzer Gym efter de 24 timers prøvelser. Natten mellem lørdag og søndag sov jeg 14 timer og var lidt rundt på gulvet i løbet af søndagen. Men det var det værd. Uden tvivl.

Det kunne meget vel gå hen og blive "The Best One Night Stand of My Life!"

torsdag den 18. februar 2010

Små ting og tanker fra februar måned

Jeg burde sidde og skrive min opgave til i morgen lige nu, men jeg fik lige lyst til i stedet for at komme med lidt små tilfældige tanker, om hvad der rører sig i Chapel "Thrill" i denne tid.

Der er sket en revolution i min lille verden. Intet mindre. Aldrig havde jeg troede, at jeg skulle gå indædt op i sport. Men i et halvt år har jeg nu levet i denne verden af school spirit og rivaliseren, og det har smittet af. I begyndelsen af måneden spillede vore basketball hold imod Dooks (også kaldet Duke) hold. Passioneret og skrigende så jeg den intense kamp på en bar sammen med nogle af mine venner. Vi tabte desværre.
 
Lyseblå Tar Heels: Max (fr.), mig og David (am.) (Photo:Finlay)

Jeg har skrevet et indlæg omkring kønsroller og syn på seksualitet her i USA, men det blev vældig langt, så det får et afsnit for sig selv.

Vejret her i Chapel Hill svinger relativt meget. For en uges tid siden sneede det, men i denne uge har vi 8 grader og tonsvis af sol. Jeg har mistet min vinterjakke i en bar (den blev snuppet fra det hjørne, hvor jeg havde smidt den) men det er egentlig ikke et problem for jakken havde kun to knapper tilbage, og her bliver ikke mere end et par minus grader.. og jeg har tykke trøjer at putte under min nye jakke.

  
Vi havde massive mængder af sne (5-10 cm) i slutning af januar, her er Stephen (Ir.) til giga sneboldskamp med et par hundrede andre UNC studerende. Tossen har shorts på. (Photo:Anke)

Sneen forsvandt igen, men for en ugestid siden sneede det en nat. Her er vi på Franklin st. hovedgaden i CH.

 
The Pit, i hjertet af campus, under studenterrådsvalgkampagne.
Sådan her ser vejret ud nu. Når solen skinner, kan man gå uden jakke :)

I morgen skal jeg deltage i UNC Dance Marathon hvor jeg sammen med 1600 andre studerende skal stå på mine ben i 24 timer til støtte for NC Children's Hospital og de projekter, som de har gang i der.
For at indsamle penge afholdt jeg et Bake Sale med to af mine venner, der også skal deltage.
 
Bake Sale i the Warehouse's lobby

Læs mere om hvad det går ud på og støt mine anstrengelser for at indsamle $150 til projektet på min fundraising side - der mangler stadig $40 (=200kr)!

LOTS OF LOVE ♥
.. og glædelig Valentinsdag!!

tirsdag den 9. februar 2010

it's a new dawn, it's a new semester.. and I'm feeling good

Henover julen flyttede den ene af mine flatmates, Elizabeth, ud af vores lejlighed, hvilket betød at jeg fik chancen for at skifte til et bedre værelse. Mit gamle værelse var det mindste i lejligheden og det vindue vendte ud mod en atriumgård i stedet for direkte ud. Så en uge eller to efter at Liz var flyttet ud, flyttede jeg ind i hendes gamle værelse. Og hvilken fryd det er at have et kæmpe vindue ud mod vejen og solen. Jeg tror mit værelse er blevet dobbelt så stort og firdobbelt så lyst. Aaaaahh! :)

 
Iñigo i mit nye værelse lige efter han havde hjulpet mig med at flytte de første møbler.

Her i Chapel Hill er det nye semester rigtig gået i gang - ja, det har faktisk været i gang i en måned nu - og hverdagen har sat ind. Jeg har godt kunne mærke, at dette er mit andet semester her. Starten har været mere harmonisk og mindre stressede, alene fordi jeg har prøvet det før, ved hvad der forventes af mig og på hvilken måde jeg skal arbejde for at leve op til disse forventninger.

Mine fag er faldet på plads og ligesom sidste semester følger jeg fire fag.

Education in American Society er et fag jeg har een gang om ugen, hver tirsdag aften kl 18-20:45, hvilket lyder absolut forfærdeligt, men som faktisk fungerer rigtig godt. Professoren, Prof. Unks, er denne her 70-80årige mand, der har undervist på UNC de sidste 40 år (inkl nogle af mine medstuderendes forældre), og han er super karismatisk, inspirerende og underholdende. Den første undervisningsgang brugte han den første halve time på at fortælle jokes om et flyselskab. Dette fag er min eneste med 100+ studerende, hvilket er meget sjovt at prøve, og det fungere faktisk udmærket pga. professorens evne til at skabe diskussioner gennem provokationer og udnyttelse af hans store viden.
Jeg fik faget anbefalet af en af mine amerikanske veninder, der havde fulgt det tidligere, og det har indtilvidere vist sig at give nogle spændende perspektiver på betydningen af uddannelse (bredt forstået) og socioøkonomiske forskelle og uligheder i uddannelsessystemer.

Space, Place and Difference er et geografi/womenstudies fag, der handler om, hvordan definitioner og meninger, der knyttes til geografiske/rumlige steder - monumenter, universitetet, shoppingcentre, landskaber osv. - også indebærer sociale grænser af inklusion/eksklusion. Et eksempel er, hvordan store flotte bygninger med græske søjler (hvilket er meget almindeligt her i the South) fortæller hvide mænds historie, mens slavernes/sortes historie i Sydstaterne sjældent fremstilles (selvom det er her at slaverne særligt var).

Chineses Society er et fag på sociologifakultetet, der handler om Kina og bliver undervist af en kinesisk-amerikansk professor. Indtilvidere har vi mest fokuseret på Kinas historie, hvilket har været spændende men også lidt langtrukkent, så jeg glæder mig til at vi skal til at fokuserer mere sociologisk på det nutidige Kina.

Sociology of Muslim Societies er endnu et sociologifag og det er virkelig spændende. Professoren er virklige kompetent og dygtig, og selvom der er en del arbejde involveret i dette fag (reading notes to gange om ugen og små opgaver lidt sjældnere end en gang om ugen), er jeg rigtig glad for at følge det. En af de ting jeg ser mest fremtil i dette fag er denne her research del, hvor vi skal ud og gennemføre en spørgeskemaundersøgelse om amerikaneres holdninger til muslimer. Denne undersøgelse har været gennemført i 10-20 år og det bliver sjovt at være en del af det. Det betyder også at jeg får lov til at lege lidt med SPSS og tal igen, hvilket jeg må indrømme at jeg glæder efter de uendelig mange timer jeg brugte i word sidste år og den mange ord jeg producerede.

Så jeg har det godt her i Chapel Hill. Jeg er kommet ind i hverdagsrytmen og nyder at være sammen med mine venner. De venner som jeg havde fra sidste semester og som er blevet her (pudsigt nok alle sammen med få undtagelser drenge) - eller "bare" er amerikanere og derfor render ingen vejne - er virkelig blevet gode, tættere venner.. og samtidig har vi mødt en helt del af de nyligt ankomne udvekslingsstuderende og de virker rigtig søde og et par af dem er helt sikkert på vej til at blive rigtig fine venner!

Her er et billede fra en middag med nogle af de nye:
 
Dong Hao, mig, Laura, Hannah, Charlotte, ... , Iris, Christel og Liz.

Åh, ja og så var det Super Bowl Sunday i søndags, og det var rigtig sjovt at se. Det er interessant at amerikansk fodbold er SÅ kedeligt at se live, men rimelig underholdende i fjernsynet - hvor man i slowmotion ser dem smadre sammen, flå græsset op og bolden svæve. Og "the underdog" New Orleans Saints vandt, og det kan vi jo godt lide. I anledning af super bowl er der også gjort ekstra meget ud af reklamerne, så selv det er sjovt at se. (virkelighedes football er langtrukkent med en masse mænd der løber rundt i små klynger - jeg har tre gange prøvet, men det er aldrig lykkedes mig at se en hel kamp live.. de er også mindst TRE timer lange!.. tre timer UDEN alkohol i modsætning til når man ser det nede på pubben)

Mit all time favorite scene fra Super Bowl var denne, hvor spilleren Drew Brees holder sin søn efter lige at have vundet - der er noget kronprins Frederik ved alteret over den.


xoxo (knus og kys)
Line

torsdag den 17. december 2009

fem opgaver, to skriftlige eksamener og to fremlæggelser senere..

Sytten dage tog det. Sytten dage og seksogtredive skrevne sider, to besvarede skriftlige eksamener og to fremlæggelser. Sytten dage og gode, medlidende venner. Sytten dage og alt for lidt søvn, alt for meget energidrik/kaffe, slik og kantinemad. Sytten dage og facebook.
Men nu, nu har jeg fået juleferie. Endelig.

Eksamener på et universitet i USA er meget intense. På KU har vi tre uger til det her projekt og en uge til denne her opgave og en uges læseferie inden den mundtlige eksamen. Her på UNC er alt blandet sammen og ligger oven i hinanden.  Min sidste dag med undervisning var onsdag d. 9. december og her er hvordan mit eksamen-/opgaveskema så ud for december:

Dec 1: Proposal on Queer Activism
Dec 3: Potok Paper (Reli)
Dec 8: Presentation on Toxic Free NC (SocMov)
Dec 10: Paper on Toxic Free NC (SocMov)
Dec 12: 8-11am Final Reli Exam 
Dec 12: 4-7pm Queer Activism Paper + Prestation
Dec 14: Soc&Gen Paper
Dec 17: Final SocMov Exam


Jeg har også været en af dem med den største arbejdsbyrde omend fx Cyntia (a.k.a. Chichi) har haft det endnu værre med hendes graduate classes og store 18-25 siders antropologiske rapporter!!

Nå, men det foregik nogenlunde sådan her:

Chichi og Max ude på de små timer i Undergraduate Library

Iñigo og Alex danser i Davis Library

Rave i Davis Library (se video i bunden)

Chichi, Facundo og Max sidste studiedag og vi gider ikke mere


Det har været rimelig intenst. Det underlige er, her i USA virker det som om, at det ikke er så svært akademisk at få høje karakterer - der bliver gerne givet mindst 30 % topkarakterer (As) i et fag (varierer dog en hel del fra underviser til underviser) - det kræver "bare" en masse arbejde. Det handler mere om en arbejdsindsats end en egentlig nuanceret faglig indsigt, hvis jeg skal stille det på spidsen i sammenligningen med Danmark. På KU er det noget ekstraordinært (selv med den nye skala) at få 12, mens herover er det muligt for enhver der forstår at opfylde kravene. Det ser ud som om, at jeg komme til at få Bs (~10) i mine fag, hvilket jeg er ovenud tilfreds med. Jeg har med vilje skånet mig selv fra at stræbe efter topkarakterer, eftersom jeg alligevel bare får det overført som bestået/ik-bestået - og at det forøvrigt har været hårdt nok i sig selv.
Jeg snakkede med Chichi i dag om hvor stor forskel, der er på det tidsforbrug, vi brugte i løbet af semestret på opgaver, og hvor hurtigt vi kunne skrive dem her i slutningen af semestret. Jeg har helt sikkert fået nogle brugbare evner og erfaringer i det skrevne akademiske engelsk.

Åh, ja. Det er ret anerkendt at det er f**king hårdt at være amerikansk studerende i eksamenperioden, så der bliver afholdt forskellige events til at tage stresset af. Dagen inden første eksamensdag er der nøgenløb og i mandags var der "Flash Rave" på Davis Library. Det er tredje eller fjerde gang, det blev afholdt og vi var en af de første universiteter, der gjorde det. 3-5000 studerende holder fest i 20 min i biblioteket. Det er stort og vildt. Noget af det største i landet. Der ligger videoer af andre universiteter på Youtube, hvor de slutter af med at skrive "hva'så UNC kan I gøre det bedre!?". Der er så meget konkurrence og stolthed i det. Men vi er de største. Selvfølgelig :P

mandag den 2. november 2009

Visuelt indblik i oktober måned

Da jeg er kommet rimelig bagud i opdateringerne her på bloggen, vil jeg give et oprids overskrifterne i min oktober måned i form af en lille billede dagbog. Dette er første del, der dækker fra 4. oktober til 20. oktober.

4. oktober: Event med Toxic Free NC


Billie fra Toxic Free NC og min medstuderende Eric ved event på søndagsmarked på Weaver st., Chapel Hill


To nuttede børn farvelægger ved vores børnebord

9. oktober: Opdatering af værelse - nu med studieplads

Jeg fik endelig bestilt en masse ting jeg manglede fra Bed Bath and Beyond, så mit værelse har nu også en studieplads. Rimelig praktisk :)

10. oktober: Raleigh
Sammen med mine veninder, Justine og Cyntia, tog jeg på sightseeing i hovedstaden i North Carolina, Raleigh. I bussen mødte vi Robert, der er vores anden ven Iñigos roommate.


Vis Raleigh på et større kort


North Carolina har bidraget med hele tre præsidenter til det amerikanske samfund. James K. Polk, Andrew Jackson og Andrew Johnson præsenteret af hhv. Robert, Cyntia og Justine.



Okay, vi må indrømme, at Raleigh ikke er meget af en storby. Den var faktisk ikke engang særlig ophidsende at besøge, men vi blev ret så begejstret over denne statue. The Acon, nice. 

11. oktober: Flinch family
Gennem et International Friendship program er jeg blevet sat i forbindelse med en amerikansk "værtsfamilie", der bor her i Chapel Hill. Jeg bor ikke hos dem, formålet er ene og alene kulturudveksling og sociale bånd. Det er et ægtepar i 60'erne, som hedder Hans Flinch og Nan Nixon, og de har været så søde til at tage sig af mig. Jeg mødte dem først her i oktober måned, men har allerede været til middag hos dem to gange - den ene gang til frikadeller (Hans er - tilfældigvis! - udenlandsdansker!) og den anden gang til en komsammen, de holdt for deres naboer i anledning af, at deres datter, Polly, var hjemme på weekend :)

Sammen med Nan og Hans til International Friendship reception

15. oktober: MP3 Experiment
Et facebook arrangeret Improve Everywhere arrangement. Improve Everywhere er en organisation eller et initiativ, der basalt set går ud på at "lave en scene", at skabe socialt akavede eller ukendte situationer, der får os til at opfatte det offentlige rum anderledes. Jeg var sammen med Mathilde med til et lignede event i København, hvor vi sammen med en masse andre mennesker på samme klokkeslet midt på Strøget "frøs" i den bevægelse, vi var ved at gøre...
Til dette event mødte vi alle op i hjertet af campus med en mp3 afspiller med et downloaded track, en bluse i enten rød, gul, grøn eller blå og en uoppustet ballon.
 


Justine, Line, Iñigo og Daniela @ MP3 eksperimentet



Løjerne sluttede af med krig mellem de blå/grønne og de gul/røde!
 

Klar til at tæve de gul/røde med vores balloner!!


Kamp kaos
 

Kamp kaos

Her er en video som vores universitets avis, The Daily Tar Heel, har lavet om eventet - den giver et rigtig godt indtryk af oplevelsen med lydklip henover :)



Og her er en anden kort video, som jeg selv filmede i kampens hede!!


16. oktober: Late Night with Roy
Late Night with Roy er et event, der skyder Basketball sæsonen i gang. Og eftersom basketball er en rimelig stor ting her i Chapel Hill (behøver jeg sige mere end Michael Jordan og National Champions 2009!?!) var dette event også det. Der var underlige sketcher, dansende basketballspillere og tårevædede videoer, der lovpriste UNC Chapel Hill gennem historien.


Massere af mennesker, massere af begejstring, massere af stemning.

20. oktober: One of those study nights

Hvad Moe og jeg prøver at signalere her, er at klokken er 3am
 

Facundo har næsten givet op @ Undergraduate Library