I have not set my foot outside of this country for ten months; it is the longest I have ever been away from home, it is the longest I have ever not seen my family, and it is the longest I have continuously lived in another country than Denmark.
Ten months like that leave a mark. It must do. I would even say that it should leave a mark. Would it not be sad if you returned from this chunk of your life—this challenge you had put yourself into of living outside your comfort zone (thanks for the expression A.J.) for a year—and didn’t feel anything? If you just shrug your shoulder and said “yeah, that was kinda fun” and went on with your life as if nothing happened. In that case you did something wrong this year. Any given year in your life should matter and evoke some feelings and a year abroad in particular.
It is such a unique opportunity to be given to be able to study for one year at another university, in another country, even on another continent. This has marked me in so many ways.
It’s not that I am another person. I am still me. People back home will probably not detect much difference. I might look a bit more tanned (the sun hasn’t been too kind on Denmark in my absence, sources tell me), might have some colorful pictures to show and stories to tell, and I might accidentally mix in some English phrases in my Danish and sound a bit like Sidney Lee. But overall, after a week or two, I’m quite sure it will seem like I’ve never been away. At least to my surroundings.
It’s okay; I’ve tried it before. I tried it four years ago (very exactly four years ago actually) when I returned from living almost five months in Nicaragua in Central America. Those months had the greatest impact on me in terms of personal development, broadening of perspectives, language skills and not least friends. Some of the people I hold dearest in my life I met in that volunteer program.
Still it did not flip my life upside down but it did mark me. It didn’t make me a different person but it shaped the person I am. A lot. I expect to “fit in” when I get back home, because I am still me. I took this ‘me’ along with me to North Carolina and it got shaped by the experiences I’ve had, the wonderful people I’ve met and the things I’ve learned.
I am at the end of a journey, at the end of “the American Chapter” of my life (at least the first of them, who knows..). Being at this thing people call “the end” is a peculiar place to be. It raises so many feelings of such mixed kinds.
I’m actually getting really excited about going home—and even more so the closer it gets. I miss my crazy little niece and nephew. I miss hugging my parents. I miss hanging out with my brother. I miss the drinking of alcohol not being a big deal but something you just do; preferably on the grass in the sun. I miss having a bike and using it every day. I miss home cooked food and dinners sat down around a table. I miss going to parties that do not end at 2 A.M. I miss Copenhagen. I miss having my friends in Denmark back in my everyday life.
There is so much I am going to miss. Most of all, I will miss the people that have been my life these past 10 months. It is incredible (and reassuring) to experience how it is possible in such a relatively short span of time to meet so many amazing people. I have made some friends that mean the world to me and that I will hold on to and never forget. I miss you already. I have so many reasons for going back to America and to travel the world—and I can’t wait see some of these smiling faces in Copenhagen.
I will miss the American friendly and extrovert attitude; I will miss answering the question “how are you?” at least 15 times a day. I will miss the beautiful UNC campus. I will miss being foreign and people finding that interesting. I will miss the cheap, good (but not so healthy) fast food places. I will miss the college specials that make drinking inexpensive. I will miss traveling around. I will miss being a Tar Heel. I will miss the queer parties. I will miss the North Carolina weather. I will miss the American enthusiasm and everything being awesome. I will miss meeting up for lunch out in front of Lenoir. I will miss discussing cultural differences. I will miss the red cups.
On Wednesday I will go back home.
Viser opslag med etiketten udvekslingsstuderende. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten udvekslingsstuderende. Vis alle opslag
lørdag den 12. juni 2010
søndag den 11. april 2010
Buch'sk Invasion
Jeg havde glædet mig som en sindsyg til deres besøg. Som dagene nærmede sig kunne jeg mere og mere mærke, at jeg ikke havde set min mor og storebror i 7 måneder - det længste nogensinde.
Ane og Martin fløj til Atlanta i Georgia og kørte til Chapel Hill, hvor de ankom mandag d. 29. marts 2010. Det var dejligt at se dem igen, og der gik ikke mange minutter før, at vi grinende konfronterede automatgearets herligheder/besværligheder, rejsehistorier (Ane kan gøre hvad som helst til en interessant historie) og GPS damens udtalevanskeligheder.
Vi tilbragte tre dage i Chapel Hill, hvor jeg viste dem campus, tog dem med til undervisning og introducerede dem til nogle af mine venner her. Onsdag eftermiddag inviterede vi mine venner og min værtsfamilie til vin, (rigtig!) ost, brød, dansk slik og fiske fjæs på toppen af the Warehouse, hvor jeg bor. Der er en skøn tagterrasse, som jeg faktisk aldrig havde været oppe på og det var en rigtig dejlig eftermiddag. Vejret var smukt (sol fra en skyfri himmel og 25+ grader), folk var begejstret over alt den RIGTIGE mad og det var dejligt at vise min familie, hvem det er jeg tilbringer min hverdag, tanker og ferier med.
Det er nu en uge siden, at de tog hjem til Danmark og jeg tog et lille fly til Raleigh. Realiteternes verden har slået sine kløer i mig, og jeg kan godt mærke, at eksamenerne nærmer sig. Sådan her ser mit skema ud:
Apr 6: statistisk analyse (MuslSoc)
Apr 7: kort opgave (SPD)
Apr 9: book review (ChinSoc)
Apr 12-16: fremlægning (ChinSoc)
Apr 13: tutor rapport (EDUC)
+ fuldstændig kladde for artikel (MuslSoc)
Apr 23: gruppe projekt (SPD)
Apr 27: endelig artikel færdig (MuslSoc)
Apr 30 12pm: Eksamen (SPD)
+ Eksamen (EDUC)
May 3, 2pm: Eksamen (ChinSoc)
May 6, 8am: Eksamen (MuslSoc)
Det er meget underligt for mig at tænke på, at den 11. maj - præcis en måned fra i dag - forlader jeg Chapel Hill. Jeg har ikke rigtig lyst til at tænke på det, at det snart er ovre.. jeg har mere bare lyst til at leve livet, nyde nuet og kæmpe mig igennem mine opgaver. Det skal nok gå alt sammen.
Ane og Martin fløj til Atlanta i Georgia og kørte til Chapel Hill, hvor de ankom mandag d. 29. marts 2010. Det var dejligt at se dem igen, og der gik ikke mange minutter før, at vi grinende konfronterede automatgearets herligheder/besværligheder, rejsehistorier (Ane kan gøre hvad som helst til en interessant historie) og GPS damens udtalevanskeligheder.
Med min storebror i hjertet af UNC Campus
Mmmm.. Mango Mojitos
Reception på taget af the Warehouse
Iñigo (Sp), Katie (US), Max (Fr) og Laura (Fr) udsat for fiske fjæs
Adriano (It), Johan (Sv) og Martin - SKÅL!
Torsdag eftermiddag forlod vi Chapel Hill i den bil, som Ane og Martin havde lejet, og kørte mod bjergene The Smokey Mountains i den vestlige ende af North Carolina. Det var et smukt og finurligt roadtrip med lukkede veje, røg, off road ture (a la Mai's "smutveje"), flot udsigt og sjove øjeblikke.
Man kan få min familie til hvad som helst.
Dagen efter kom vi til Atlanta i Georgia, hvor vi havde to overnatninger. Byen var stor og havde en del interessante spots så som CNN's hovedkvarter og Martin Luther King, Jr. Historic Site, men manglede lidt et egentligt downtown med butikker og restauranter. Under alle omstændigheder nød vi vores tid der og vi fik da også shoppet en helt del i en stor shopping mall (eller det vil sige Martin fik, jeg kom hjem med to par nye sokker. Haha!)
Det er nu en uge siden, at de tog hjem til Danmark og jeg tog et lille fly til Raleigh. Realiteternes verden har slået sine kløer i mig, og jeg kan godt mærke, at eksamenerne nærmer sig. Sådan her ser mit skema ud:
Apr 6: statistisk analyse (MuslSoc)
Apr 7: kort opgave (SPD)
Apr 9: book review (ChinSoc)
Apr 12-16: fremlægning (ChinSoc)
Apr 13: tutor rapport (EDUC)
+ fuldstændig kladde for artikel (MuslSoc)
Apr 23: gruppe projekt (SPD)
Apr 27: endelig artikel færdig (MuslSoc)
Apr 30 12pm: Eksamen (SPD)
+ Eksamen (EDUC)
May 3, 2pm: Eksamen (ChinSoc)
May 6, 8am: Eksamen (MuslSoc)
Det er meget underligt for mig at tænke på, at den 11. maj - præcis en måned fra i dag - forlader jeg Chapel Hill. Jeg har ikke rigtig lyst til at tænke på det, at det snart er ovre.. jeg har mere bare lyst til at leve livet, nyde nuet og kæmpe mig igennem mine opgaver. Det skal nok gå alt sammen.
tirsdag den 16. marts 2010
Spring Break American Style
I sidste uge havde vi en uges ferie fra undervisning, midterms og al læsningen og opgaveskrivningen i USAs uofficielle 'go crazy'-ferie Spring Break.
Jeg tog til Miami, FL, med en gruppe af omkring 15 venner og bekendte (primært udvekslingsstuderende) for at tilbringe syv dage i sol og varme på at slappe af, nyde livet og få nogle oplevelser med på vejen.
Vi kørte i tog fra Raleigh, NC, til Miami, hvilket tog omkring 20 timer, hvilket jo egentlig lyder horribelt men faktisk forløb ret hurtigt. Når man har godt selskab og komfortable stole, så flyver tiden og landskabet forbi.
Vi boede i den del af Miami, der hedder Miami Beach og som faktisk er en ø forbundet til fastlandet og downtown af et væld af broer. Man kunne vel kalde den Miamis 'Amager', omend jeg må indrømme, at der er væsentlige forskelle, som jeg ikke vil gå ind i her.
Eller det vil sige... med undtagelse af militær anlægget, der både på kortet og i virkeligheden så mægtig meget ud til at ligge længere syd på. Men hvis alle er fast besluttede på, at dette er det mest sydlige punkt, så skal vi da ikke være den lille dreng, der råber, at kejseren ikke har noget tøj på.
Alt i alt var det en rigtig god tur og jeg nød særligt vores små ekspeditioner ud af Miami. Det var skønt at komme lidt væk fra presset og bare slappe lidt af og lappe lidt varme til sig.
Jeg tog til Miami, FL, med en gruppe af omkring 15 venner og bekendte (primært udvekslingsstuderende) for at tilbringe syv dage i sol og varme på at slappe af, nyde livet og få nogle oplevelser med på vejen.
Vi kørte i tog fra Raleigh, NC, til Miami, hvilket tog omkring 20 timer, hvilket jo egentlig lyder horribelt men faktisk forløb ret hurtigt. Når man har godt selskab og komfortable stole, så flyver tiden og landskabet forbi.
Stephen (Ir) og Paul (UK) sover i toget
Vi boede i den del af Miami, der hedder Miami Beach og som faktisk er en ø forbundet til fastlandet og downtown af et væld af broer. Man kunne vel kalde den Miamis 'Amager', omend jeg må indrømme, at der er væsentlige forskelle, som jeg ikke vil gå ind i her.
Vores hostel lå to blokke fra stranden og de første par dage tilbragte vi på stranden og på at vandre Miami Beach tynd.
Vores lokale strand: South Beach
Det var lækkert med lidt sol og varme (vi havde omkring 25 grader) - og det var sjovt at se, hvordan alle Sydeuropæerne, der troede, at de kunne klare Miamis sol uden solcreme, blev forbrændte, mens alle vi blege mennesker, der har livslang erfaring i solcreme-tilbedelse klarede os igennem næsten uden skrammer. Det var som at gense min barndom, når Iñigo og Laura beklagede sig over øm hud, smurte sig ind i aloe vera og for første gang i deres liv skaldede på huden.
Tar Heels i Miamis gader
Solnedgang over downtown Miami
En dag tilbragte vi med at udforske downtown Miami.
Mange høje, skinnende bygninger
Vi tog på en tur til Everglades Nationalpark, der primært består af sumpområder og har et rigt dyreliv. Det var en rigtig god tur, hvor vi så alligatorer, flotte fugle, skildpadder der holdt møde og andet godt. Vi kom omkring i parken på en airboat, der er en båd med en kæmpe propel bagpå, der får den til at sejle frem ad. Hende, der styrede båden, gav os også lige en lille racertur i den.huhej ud over, hvad der ligner en eng, men som har en grund af vand.
Air boat
Vores "kaptajn" var venner med nogle af fuglene
Mød Scarface en vildt levende Alligator
Sammen med Laura, Iñigo og Stephen lejede jeg en bil med den smarte zipcar system, som jeg er en del af, og vi kørte på en éndagstur til Key West. Key West er det sydligste punkt i USA, og man kommer der til ved at køre på en ocean highway i knap to timer, og gennem en lang linje af broer hoppe fra den ene lille paradis ø til den anden. Øerne kaldes the Florida Keys og udgøres af ca. 1700 øer, der ligger i en kædelignende formation ud fra tippen af fastlandet. Vandet, der omgav os, var den smukkeste turkise farve og øerne lignede noget fra en Bounty Bar reklame. Det var en fantastisk tur og Key West føltes slet ikke som USA, men som en lille tropisk ø. 
Sydligste punkt i USA
Eller det vil sige... med undtagelse af militær anlægget, der både på kortet og i virkeligheden så mægtig meget ud til at ligge længere syd på. Men hvis alle er fast besluttede på, at dette er det mest sydlige punkt, så skal vi da ikke være den lille dreng, der råber, at kejseren ikke har noget tøj på.
Hele øen slår sig op på at være "southernmost" og man kan således finde, det sydligste hus, det sydligste hotel, det sydligste hotel på stranden, den sydligste tatovør, det sydligste minimarked osv.
Highway 1 begynder her
Iñigo i Bounty Paradise
Den sidste dag inden vi tog hjem, begyndte det at regne på den her tropiske måde, som Ane og jeg også oplevede i Cuba, hvor himmel og jord står i ét, men det stadig er varmt. Det så ret vildt ud.
folk flygter fra stranden pga. regn
rimelig meget regn
tirsdag den 9. februar 2010
it's a new dawn, it's a new semester.. and I'm feeling good
Henover julen flyttede den ene af mine flatmates, Elizabeth, ud af vores lejlighed, hvilket betød at jeg fik chancen for at skifte til et bedre værelse. Mit gamle værelse var det mindste i lejligheden og det vindue vendte ud mod en atriumgård i stedet for direkte ud. Så en uge eller to efter at Liz var flyttet ud, flyttede jeg ind i hendes gamle værelse. Og hvilken fryd det er at have et kæmpe vindue ud mod vejen og solen. Jeg tror mit værelse er blevet dobbelt så stort og firdobbelt så lyst. Aaaaahh! :)
Her i Chapel Hill er det nye semester rigtig gået i gang - ja, det har faktisk været i gang i en måned nu - og hverdagen har sat ind. Jeg har godt kunne mærke, at dette er mit andet semester her. Starten har været mere harmonisk og mindre stressede, alene fordi jeg har prøvet det før, ved hvad der forventes af mig og på hvilken måde jeg skal arbejde for at leve op til disse forventninger.
Mine fag er faldet på plads og ligesom sidste semester følger jeg fire fag.
Education in American Society er et fag jeg har een gang om ugen, hver tirsdag aften kl 18-20:45, hvilket lyder absolut forfærdeligt, men som faktisk fungerer rigtig godt. Professoren, Prof. Unks, er denne her 70-80årige mand, der har undervist på UNC de sidste 40 år (inkl nogle af mine medstuderendes forældre), og han er super karismatisk, inspirerende og underholdende. Den første undervisningsgang brugte han den første halve time på at fortælle jokes om et flyselskab. Dette fag er min eneste med 100+ studerende, hvilket er meget sjovt at prøve, og det fungere faktisk udmærket pga. professorens evne til at skabe diskussioner gennem provokationer og udnyttelse af hans store viden.
Jeg fik faget anbefalet af en af mine amerikanske veninder, der havde fulgt det tidligere, og det har indtilvidere vist sig at give nogle spændende perspektiver på betydningen af uddannelse (bredt forstået) og socioøkonomiske forskelle og uligheder i uddannelsessystemer.
Space, Place and Difference er et geografi/womenstudies fag, der handler om, hvordan definitioner og meninger, der knyttes til geografiske/rumlige steder - monumenter, universitetet, shoppingcentre, landskaber osv. - også indebærer sociale grænser af inklusion/eksklusion. Et eksempel er, hvordan store flotte bygninger med græske søjler (hvilket er meget almindeligt her i the South) fortæller hvide mænds historie, mens slavernes/sortes historie i Sydstaterne sjældent fremstilles (selvom det er her at slaverne særligt var).
Chineses Society er et fag på sociologifakultetet, der handler om Kina og bliver undervist af en kinesisk-amerikansk professor. Indtilvidere har vi mest fokuseret på Kinas historie, hvilket har været spændende men også lidt langtrukkent, så jeg glæder mig til at vi skal til at fokuserer mere sociologisk på det nutidige Kina.
Sociology of Muslim Societies er endnu et sociologifag og det er virkelig spændende. Professoren er virklige kompetent og dygtig, og selvom der er en del arbejde involveret i dette fag (reading notes to gange om ugen og små opgaver lidt sjældnere end en gang om ugen), er jeg rigtig glad for at følge det. En af de ting jeg ser mest fremtil i dette fag er denne her research del, hvor vi skal ud og gennemføre en spørgeskemaundersøgelse om amerikaneres holdninger til muslimer. Denne undersøgelse har været gennemført i 10-20 år og det bliver sjovt at være en del af det. Det betyder også at jeg får lov til at lege lidt med SPSS og tal igen, hvilket jeg må indrømme at jeg glæder efter de uendelig mange timer jeg brugte i word sidste år og den mange ord jeg producerede.
Så jeg har det godt her i Chapel Hill. Jeg er kommet ind i hverdagsrytmen og nyder at være sammen med mine venner. De venner som jeg havde fra sidste semester og som er blevet her (pudsigt nok alle sammen med få undtagelser drenge) - eller "bare" er amerikanere og derfor render ingen vejne - er virkelig blevet gode, tættere venner.. og samtidig har vi mødt en helt del af de nyligt ankomne udvekslingsstuderende og de virker rigtig søde og et par af dem er helt sikkert på vej til at blive rigtig fine venner!
Her er et billede fra en middag med nogle af de nye:
Åh, ja og så var det Super Bowl Sunday i søndags, og det var rigtig sjovt at se. Det er interessant at amerikansk fodbold er SÅ kedeligt at se live, men rimelig underholdende i fjernsynet - hvor man i slowmotion ser dem smadre sammen, flå græsset op og bolden svæve. Og "the underdog" New Orleans Saints vandt, og det kan vi jo godt lide. I anledning af super bowl er der også gjort ekstra meget ud af reklamerne, så selv det er sjovt at se. (virkelighedes football er langtrukkent med en masse mænd der løber rundt i små klynger - jeg har tre gange prøvet, men det er aldrig lykkedes mig at se en hel kamp live.. de er også mindst TRE timer lange!.. tre timer UDEN alkohol i modsætning til når man ser det nede på pubben)
Mit all time favorite scene fra Super Bowl var denne, hvor spilleren Drew Brees holder sin søn efter lige at have vundet - der er noget kronprins Frederik ved alteret over den.
xoxo (knus og kys)
Line
Iñigo i mit nye værelse lige efter han havde hjulpet mig med at flytte de første møbler.
Her i Chapel Hill er det nye semester rigtig gået i gang - ja, det har faktisk været i gang i en måned nu - og hverdagen har sat ind. Jeg har godt kunne mærke, at dette er mit andet semester her. Starten har været mere harmonisk og mindre stressede, alene fordi jeg har prøvet det før, ved hvad der forventes af mig og på hvilken måde jeg skal arbejde for at leve op til disse forventninger.
Mine fag er faldet på plads og ligesom sidste semester følger jeg fire fag.
Education in American Society er et fag jeg har een gang om ugen, hver tirsdag aften kl 18-20:45, hvilket lyder absolut forfærdeligt, men som faktisk fungerer rigtig godt. Professoren, Prof. Unks, er denne her 70-80årige mand, der har undervist på UNC de sidste 40 år (inkl nogle af mine medstuderendes forældre), og han er super karismatisk, inspirerende og underholdende. Den første undervisningsgang brugte han den første halve time på at fortælle jokes om et flyselskab. Dette fag er min eneste med 100+ studerende, hvilket er meget sjovt at prøve, og det fungere faktisk udmærket pga. professorens evne til at skabe diskussioner gennem provokationer og udnyttelse af hans store viden.
Jeg fik faget anbefalet af en af mine amerikanske veninder, der havde fulgt det tidligere, og det har indtilvidere vist sig at give nogle spændende perspektiver på betydningen af uddannelse (bredt forstået) og socioøkonomiske forskelle og uligheder i uddannelsessystemer.
Space, Place and Difference er et geografi/womenstudies fag, der handler om, hvordan definitioner og meninger, der knyttes til geografiske/rumlige steder - monumenter, universitetet, shoppingcentre, landskaber osv. - også indebærer sociale grænser af inklusion/eksklusion. Et eksempel er, hvordan store flotte bygninger med græske søjler (hvilket er meget almindeligt her i the South) fortæller hvide mænds historie, mens slavernes/sortes historie i Sydstaterne sjældent fremstilles (selvom det er her at slaverne særligt var).
Chineses Society er et fag på sociologifakultetet, der handler om Kina og bliver undervist af en kinesisk-amerikansk professor. Indtilvidere har vi mest fokuseret på Kinas historie, hvilket har været spændende men også lidt langtrukkent, så jeg glæder mig til at vi skal til at fokuserer mere sociologisk på det nutidige Kina.
Sociology of Muslim Societies er endnu et sociologifag og det er virkelig spændende. Professoren er virklige kompetent og dygtig, og selvom der er en del arbejde involveret i dette fag (reading notes to gange om ugen og små opgaver lidt sjældnere end en gang om ugen), er jeg rigtig glad for at følge det. En af de ting jeg ser mest fremtil i dette fag er denne her research del, hvor vi skal ud og gennemføre en spørgeskemaundersøgelse om amerikaneres holdninger til muslimer. Denne undersøgelse har været gennemført i 10-20 år og det bliver sjovt at være en del af det. Det betyder også at jeg får lov til at lege lidt med SPSS og tal igen, hvilket jeg må indrømme at jeg glæder efter de uendelig mange timer jeg brugte i word sidste år og den mange ord jeg producerede.
Så jeg har det godt her i Chapel Hill. Jeg er kommet ind i hverdagsrytmen og nyder at være sammen med mine venner. De venner som jeg havde fra sidste semester og som er blevet her (pudsigt nok alle sammen med få undtagelser drenge) - eller "bare" er amerikanere og derfor render ingen vejne - er virkelig blevet gode, tættere venner.. og samtidig har vi mødt en helt del af de nyligt ankomne udvekslingsstuderende og de virker rigtig søde og et par af dem er helt sikkert på vej til at blive rigtig fine venner!
Her er et billede fra en middag med nogle af de nye:
Dong Hao, mig, Laura, Hannah, Charlotte, ... , Iris, Christel og Liz.
Åh, ja og så var det Super Bowl Sunday i søndags, og det var rigtig sjovt at se. Det er interessant at amerikansk fodbold er SÅ kedeligt at se live, men rimelig underholdende i fjernsynet - hvor man i slowmotion ser dem smadre sammen, flå græsset op og bolden svæve. Og "the underdog" New Orleans Saints vandt, og det kan vi jo godt lide. I anledning af super bowl er der også gjort ekstra meget ud af reklamerne, så selv det er sjovt at se. (virkelighedes football er langtrukkent med en masse mænd der løber rundt i små klynger - jeg har tre gange prøvet, men det er aldrig lykkedes mig at se en hel kamp live.. de er også mindst TRE timer lange!.. tre timer UDEN alkohol i modsætning til når man ser det nede på pubben)
Mit all time favorite scene fra Super Bowl var denne, hvor spilleren Drew Brees holder sin søn efter lige at have vundet - der er noget kronprins Frederik ved alteret over den.
xoxo (knus og kys)
Line
onsdag den 20. januar 2010
Juleferie og nytår, del 2
New York, New York - en billeddagbog
Jeg var knap to uger i New York sammen med de tre drenge Max, Alex og Jean - og forskellig venner, der sluttede sig til os i kortere eller længere perioder.
Vi tilbragte meget tid på bare at gå rundt i gaderne, på broerne og i Central Park og bare opleve byen.
Her er en lille picture medley fra mine oplevelser i New York:
Jeg var knap to uger i New York sammen med de tre drenge Max, Alex og Jean - og forskellig venner, der sluttede sig til os i kortere eller længere perioder.
Vi tilbragte meget tid på bare at gå rundt i gaderne, på broerne og i Central Park og bare opleve byen.
Her er en lille picture medley fra mine oplevelser i New York:
Juleferie og nytår, del 1
Chapel Hill - Farvel og julehygge
Jeg har nu været tilbage i Chapel Hill i lidt over en uges tid efter tre ugers juleferie. Det var så tiltrængt at få ferie efter den intense eksamenperiode. Den første uge tilbragte jeg i Chapel Hill med at sige farvel til dem, der tog hjem - enten for good eller bare henover ferien - og fejre jul med familien Flinch, som er denne her dansk-amerikanske familie, der har fungeret som en "låne" familie for mig. De har været så søde: de ringer og fortæller, når de tager udenbys, de inviterede mig til både Thanksgiving- og julefejring, de ringede under eksamenperioden for at sikre sig, at jeg ikke sled mig selv for meget ned og de har inviteret mig i biografen og til middage og sådan. Fantastisk søde mennesker, og de havde altså inviteret mig til at fejre juleaften med dem.
I dagene op til den 24. blev en del af dem, der skulle hjem, forhindret i dette pga. snestorm på østkysten i USA. Lufthavne som New York og Washington lukkede ned og fly blev aflyst eller udskudt. Derfor havde vi en fantastisk tid i Chapel Hill med alle de her mennesker, der kom tilbage fra lufthavnen. Da et par af dem ikke længere havde et sted at bo, og mine flatmates alle havde forladt Chapel Hill for at tage hjem til deres forældre, var der sleepover og middage i min lejlighed. Det var rigtig hyggeligt.
Jeg har nu været tilbage i Chapel Hill i lidt over en uges tid efter tre ugers juleferie. Det var så tiltrængt at få ferie efter den intense eksamenperiode. Den første uge tilbragte jeg i Chapel Hill med at sige farvel til dem, der tog hjem - enten for good eller bare henover ferien - og fejre jul med familien Flinch, som er denne her dansk-amerikanske familie, der har fungeret som en "låne" familie for mig. De har været så søde: de ringer og fortæller, når de tager udenbys, de inviterede mig til både Thanksgiving- og julefejring, de ringede under eksamenperioden for at sikre sig, at jeg ikke sled mig selv for meget ned og de har inviteret mig i biografen og til middage og sådan. Fantastisk søde mennesker, og de havde altså inviteret mig til at fejre juleaften med dem.
I dagene op til den 24. blev en del af dem, der skulle hjem, forhindret i dette pga. snestorm på østkysten i USA. Lufthavne som New York og Washington lukkede ned og fly blev aflyst eller udskudt. Derfor havde vi en fantastisk tid i Chapel Hill med alle de her mennesker, der kom tilbage fra lufthavnen. Da et par af dem ikke længere havde et sted at bo, og mine flatmates alle havde forladt Chapel Hill for at tage hjem til deres forældre, var der sleepover og middage i min lejlighed. Det var rigtig hyggeligt.
Daniela (ty) laver tyske julekager
Evelina (it), Dawn (am), Melinda (am) og Daniela (ty) til middag hos mig
Max (fr) laver crêpes
Juleaftens dag tog Evelina som den sidste hjem og efterlod Max og jeg som de eneste tilbage i Chapel Hill. Juleaften spiste vi dansk julemiddag med familien Flinch bestående af flæskesteg, rødkål, sovs, kartofler og risalamande til dessert.
Bridget, Max, Polly (min "søster") og Ed.
God stemning omkring bordet :)
Danske spritter!!
Vi spiste middag hos familien Flinch igen den næste dag, juledag, som er den dag man egentlig fejrer jul i USA (om morgenen). Det var en mere intim middag med Hans, Nan og deres to børn Polly og Hans. Sådan en hyggelig aften.
Næste dag, d. 27. december, tog Max og jeg sent om aftenen til Raleigh for at tage en natbus til New York. Bussen var fyldt med folk af kinesisk afstamning, billetten var skrevet på kinesisk og vi ankom i hjertet af Chinatown - men det kostede også kun $30 eller ca. 150 kr at komme til New York. Se det er jo fantastisk, latterligt billigt!!
Næste dag, d. 27. december, tog Max og jeg sent om aftenen til Raleigh for at tage en natbus til New York. Bussen var fyldt med folk af kinesisk afstamning, billetten var skrevet på kinesisk og vi ankom i hjertet af Chinatown - men det kostede også kun $30 eller ca. 150 kr at komme til New York. Se det er jo fantastisk, latterligt billigt!!
Flinch's Juletræ
Vores Juletræ: A Charlie Brown Christmas Tree
torsdag den 17. december 2009
fem opgaver, to skriftlige eksamener og to fremlæggelser senere..
Sytten dage tog det. Sytten dage og seksogtredive skrevne sider, to besvarede skriftlige eksamener og to fremlæggelser. Sytten dage og gode, medlidende venner. Sytten dage og alt for lidt søvn, alt for meget energidrik/kaffe, slik og kantinemad. Sytten dage og facebook.
Men nu, nu har jeg fået juleferie. Endelig.
Eksamener på et universitet i USA er meget intense. På KU har vi tre uger til det her projekt og en uge til denne her opgave og en uges læseferie inden den mundtlige eksamen. Her på UNC er alt blandet sammen og ligger oven i hinanden. Min sidste dag med undervisning var onsdag d. 9. december og her er hvordan mit eksamen-/opgaveskema så ud for december:
Dec 17: Final SocMov Exam
Jeg har også været en af dem med den største arbejdsbyrde omend fx Cyntia (a.k.a. Chichi) har haft det endnu værre med hendes graduate classes og store 18-25 siders antropologiske rapporter!!
Nå, men det foregik nogenlunde sådan her:
Det har været rimelig intenst. Det underlige er, her i USA virker det som om, at det ikke er så svært akademisk at få høje karakterer - der bliver gerne givet mindst 30 % topkarakterer (As) i et fag (varierer dog en hel del fra underviser til underviser) - det kræver "bare" en masse arbejde. Det handler mere om en arbejdsindsats end en egentlig nuanceret faglig indsigt, hvis jeg skal stille det på spidsen i sammenligningen med Danmark. På KU er det noget ekstraordinært (selv med den nye skala) at få 12, mens herover er det muligt for enhver der forstår at opfylde kravene. Det ser ud som om, at jeg komme til at få Bs (~10) i mine fag, hvilket jeg er ovenud tilfreds med. Jeg har med vilje skånet mig selv fra at stræbe efter topkarakterer, eftersom jeg alligevel bare får det overført som bestået/ik-bestået - og at det forøvrigt har været hårdt nok i sig selv.
Jeg snakkede med Chichi i dag om hvor stor forskel, der er på det tidsforbrug, vi brugte i løbet af semestret på opgaver, og hvor hurtigt vi kunne skrive dem her i slutningen af semestret. Jeg har helt sikkert fået nogle brugbare evner og erfaringer i det skrevne akademiske engelsk.
Åh, ja. Det er ret anerkendt at det er f**king hårdt at være amerikansk studerende i eksamenperioden, så der bliver afholdt forskellige events til at tage stresset af. Dagen inden første eksamensdag er der nøgenløb og i mandags var der "Flash Rave" på Davis Library. Det er tredje eller fjerde gang, det blev afholdt og vi var en af de første universiteter, der gjorde det. 3-5000 studerende holder fest i 20 min i biblioteket. Det er stort og vildt. Noget af det største i landet. Der ligger videoer af andre universiteter på Youtube, hvor de slutter af med at skrive "hva'så UNC kan I gøre det bedre!?". Der er så meget konkurrence og stolthed i det. Men vi er de største. Selvfølgelig :P
Men nu, nu har jeg fået juleferie. Endelig.
Eksamener på et universitet i USA er meget intense. På KU har vi tre uger til det her projekt og en uge til denne her opgave og en uges læseferie inden den mundtlige eksamen. Her på UNC er alt blandet sammen og ligger oven i hinanden. Min sidste dag med undervisning var onsdag d. 9. december og her er hvordan mit eksamen-/opgaveskema så ud for december:
Dec 1: Proposal on Queer Activism
Dec 3: Potok Paper (Reli)
Dec 8: Presentation on Toxic Free NC (SocMov)
Dec 10: Paper on Toxic Free NC (SocMov)
Dec 12: 8-11am Final Reli Exam
Dec 12: 4-7pm Queer Activism Paper + Prestation
Dec 14: Soc&Gen PaperDec 17: Final SocMov Exam
Jeg har også været en af dem med den største arbejdsbyrde omend fx Cyntia (a.k.a. Chichi) har haft det endnu værre med hendes graduate classes og store 18-25 siders antropologiske rapporter!!
Nå, men det foregik nogenlunde sådan her:
Chichi og Max ude på de små timer i Undergraduate Library
Iñigo og Alex danser i Davis Library
Rave i Davis Library (se video i bunden)
Chichi, Facundo og Max sidste studiedag og vi gider ikke mere
Det har været rimelig intenst. Det underlige er, her i USA virker det som om, at det ikke er så svært akademisk at få høje karakterer - der bliver gerne givet mindst 30 % topkarakterer (As) i et fag (varierer dog en hel del fra underviser til underviser) - det kræver "bare" en masse arbejde. Det handler mere om en arbejdsindsats end en egentlig nuanceret faglig indsigt, hvis jeg skal stille det på spidsen i sammenligningen med Danmark. På KU er det noget ekstraordinært (selv med den nye skala) at få 12, mens herover er det muligt for enhver der forstår at opfylde kravene. Det ser ud som om, at jeg komme til at få Bs (~10) i mine fag, hvilket jeg er ovenud tilfreds med. Jeg har med vilje skånet mig selv fra at stræbe efter topkarakterer, eftersom jeg alligevel bare får det overført som bestået/ik-bestået - og at det forøvrigt har været hårdt nok i sig selv.
Jeg snakkede med Chichi i dag om hvor stor forskel, der er på det tidsforbrug, vi brugte i løbet af semestret på opgaver, og hvor hurtigt vi kunne skrive dem her i slutningen af semestret. Jeg har helt sikkert fået nogle brugbare evner og erfaringer i det skrevne akademiske engelsk.
Åh, ja. Det er ret anerkendt at det er f**king hårdt at være amerikansk studerende i eksamenperioden, så der bliver afholdt forskellige events til at tage stresset af. Dagen inden første eksamensdag er der nøgenløb og i mandags var der "Flash Rave" på Davis Library. Det er tredje eller fjerde gang, det blev afholdt og vi var en af de første universiteter, der gjorde det. 3-5000 studerende holder fest i 20 min i biblioteket. Det er stort og vildt. Noget af det største i landet. Der ligger videoer af andre universiteter på Youtube, hvor de slutter af med at skrive "hva'så UNC kan I gøre det bedre!?". Der er så meget konkurrence og stolthed i det. Men vi er de største. Selvfølgelig :P
onsdag den 2. december 2009
"So Line, do you celebrate Thanksgiving in Denmark?"
Sådan spurgte min ene flatmate mig en af dagene op til den store amerikanske tradition Thanksgiving, der hvert år falder på den sidste torsdag i november. Jeg kiggede på hende og sagde "Girl, what is Thanksgiving a celebration of?". Selvfølgelig fejrer vi ikke Thanksgiving, når det er noget, der stammer tilbage fra de første pilgrimme kom til USA og derfor er noget helt unikt i den amerikanske historie. Men Kyle er ikke den eneste amerikaner, der ikke er opmærksom på, at Thanksgiving er noget, der er amerikansk, ikke universelt - fem-seks forskellige amerikanere har med samme selvfølgelighed spurgt til Thanksgiving; butiksassistenten, venner, studiekammerater. Alle har de i deres - typisk amerikanske - udadvente venlighed spurgt ind til de danske Thanksgiving traditioner. Jeg findet det et oplagt eksempel på den amerikanske ignorance når det kommer til viden om andre lande, kulturer, sprog... de gør det ikke af ond vilje, men når man er borger i det mægtigste land i verdenen og alle taler ens sprog og følger med i de politiske og kulturelle tiltag, man foretager, så kan man godt komme til at tro at resten af verdenen tager udgangspunkt i ens verden og ser den på samme måde, som man selv gør, og gør ting på den samme måde, som man selv gør. Det er det amerikanske privilegium.
Men det er på en måde også et af kendetegnene ved kultur. Kultur er per definition noget man tager forgivet. Vi går ikke rundt og tænker over, hvorfor vi kan lide lakridser, eller at den måde vi hilser på nogen på ikke kun afhænger af, hvor godt vi kender dem, men også vores alder, kultur og de omstændigheder, vi møder hinanden under. Dette er en af de virkelig interessante a-ha oplevelser, man får, når man er på udveksling og lever i et andet land, der trods sin umiddelbare genkendelighed alligevel tit overrasker, irriterer eller begejstrer en.
At jeg så oven i det færdes i et miljø af internationale studerende bidrager yderligere til tvær-kulturelle normsammenstød. Det internationale kompromis på "hilse fronten" er forøvrigt blevet kindkys, men kun på den ene kind.
Glædelig jul!!!
Men det er på en måde også et af kendetegnene ved kultur. Kultur er per definition noget man tager forgivet. Vi går ikke rundt og tænker over, hvorfor vi kan lide lakridser, eller at den måde vi hilser på nogen på ikke kun afhænger af, hvor godt vi kender dem, men også vores alder, kultur og de omstændigheder, vi møder hinanden under. Dette er en af de virkelig interessante a-ha oplevelser, man får, når man er på udveksling og lever i et andet land, der trods sin umiddelbare genkendelighed alligevel tit overrasker, irriterer eller begejstrer en.
At jeg så oven i det færdes i et miljø af internationale studerende bidrager yderligere til tvær-kulturelle normsammenstød. Det internationale kompromis på "hilse fronten" er forøvrigt blevet kindkys, men kun på den ene kind.
Min Thanksgiving tilbragte jeg med familien Flinch, der er min "host" familie her i Chapel Hill. Vi var på besøg hos deres naboer og var i alt 20+ samlet. Der var kalkun, stuffing, kartoffelmos, sødekartofler med marshmallows (!), sødt brød og rosenkål efterfuldt af småkager, pumpkin pie og andet kageværk. Det var DELICIOUS og en rigtig god, truely American oplevelse! Efter ædeorgiet fortrak ungdommen sig til et andet hus i nabolaget og spillede beer pong - en amerikansk favorit, der kombinerer øl drikning, bordtennis og Galloppen i Tivoli. Det er en virkelig big deal her ovre og klart et hit. Prøv det som online spil her.
At drikke øl ovenpå et massivt ædegilde blev dog hurtigt for voldsomt for mig og jeg tog hjem. Men en dejlig aften det var det.
Kalkun orgie i Harris Teeter. Se iøvrigt Obama benåde en kalkun dagen før Thanksgiving.
Beer Pong anerkendes af mange som en sportsgren. Det er altså lige at tage det en tand for seriøst.
Nu vil jeg kaste mig tilbage over min opgave (ay, alt den overspringshandlen), der skal afleveres i morgen. Eksamen er over UNC Chapel Hill, de næste 2-3 uger. Hvis vi kun ser på næste uge, så har jeg to 10 siders opgaver + en gruppeopgave (7 sider) + to oplæg + en tretimes eksamen i næste uge - her inkluderer de lørdag som en eksamendag, gulp. Jeg tror, jeg dør. Men okay, alle klynker her (og jeg må indrømme, at det føles rart, når andre også har det hårdt) og fagene skal bare bestås (thi, de bliver overført som bestået/ik-bestået tilbage på KU) og det er jo jul og den nyankomne pakkekalender gør, at jeg kan klare alt. Everything.
Glædelig jul!!!
PAKKEKALENDER FRA MOR-ANE !!!!
fredag den 6. november 2009
Billededagbog: Fall Break Road Trip
Photo: Alexander Tayor
Vi havde en meget tiltrængt Fall Break (som vel må være det samme som efterårsferie) fra studierne onsdag den 21. til søndag 25. august. Vi var et par stykker, der havde snakket om at tage på et road trip sydpå til Florida, så et facebook event blev kreeret, og pludselig var vi en gruppe på 24 udvekslingsstuderende!!
Jeg endte (surprise, surprise) med at stå for at organisere det meste, og i fem biler kørte vi 1989 miles (ca. 3200 km) sydpå gennem South Carolina og Georgia til Florida og tilbage igen på fem dage. Vi overnattede to nætter i Charleston, SC, og to i Skt. Augustine, FL.
Nationaliteter repræsenteret: England, Irland, Sverige, Tyskland, Frankrig, Italien, Tyrkiet, Spanien, Peru, Holland, Argentina og Danmark.
Det var en helt fantastisk tur med nogle helt fantastisk mennesker og en hel masse sol og strand og afslapning - og kørsel..
Vis stort kort
Min bil :)
Jeg var chauffør i min bil, og af en eller anden grund var det en bil, der talte i km/t. Så ligesom på Anes og mit canadiske/amerikanske roadtrip sidste år måtte jeg hele tiden omregne hastighedsbegrænsningerne i mph til km/t.
21.-23. august: Charleston, SC
Charleston er en rigtig charmerende by i South Carolina ca. 5 timers kørsel fra Chapel Hill. Vi tilbragte en dag og to nætter her på byvandring og strandleg.
Charleston: palmer og palæer :)
Promenade langs vandet. Amerikanerne finder udlændinge vandvittig spændende - særligt når vi er en så stor, sammensat gruppe - så ikke sjældent blev vi opholdt som her.
Gode venner: Laura og Iñigo. Photo: Justine Scharff
På stranden B-)
23. august: Savannah, GA
På vejen fra Charleston til Florida stoppede vi forbi Savannah - endnu en charmerende sydstatsby.
Savannah downtown
Jeppe og Facundo får sig lidt frokost
23.-25. august: St. Augustine, FL
Skt. Augustine ligger i det nordlige Florida lidt uden for storbyen Jacksonville. Her boede vi på et helt fantastisk hostel, Casa Yallaha, med de venligste ejere og den dejligste terrasse i baghaven. Vi havde hostelet næsten helt for os selv. Dette sted kan virkelig anbefales!!!
Sammen med Iñigo, Cyntia og Adriano - mit car team (plus Anke på vejen ned og Markus på vejen op)
Stephen fremviser Casa Yallaha
Skøre mennesker (=os) i St. Augustine, FL
Sjov på stranden, her med Laura og Maxime. Vi blev ved med at knibe os selv i armen og spørge hinanden, om det virkelig var muligt med så lækkert vejr i slutningen af oktober!? Det var 25-30 grader varmt, vandet var lunt og solen skinnede for fuld styrke. Jeg er stadig brun efter denne tur.
Photo: Justine Schaff
Farvel Casa Yallaha!!
Abonner på:
Kommentarer (Atom)
