De tre grundpiller i UNC: forskning, undervisning og lokalsamfund

En af mine professorer, Professor Charles Kurzman, pointerede overfor vores klasse for en måneds tid siden, at et universitet som UNC ikke kun er engageret i undervisning og forskning men også "serving the community". Altså at universitetet, som et af sine mål, har at servicere lokalsamfundet og skabe studerende, der ikke bare er fagligt dygtige, men også socialt engagerede i det samfund, de lever i.

Det var en udtalelse, der overraskede mig og som jeg bed fast i. Jeg har aldrig læst eller hørt udtalt noget lignende om et universitet i Danmark.
Jeg har oplevet denne ambition fra universitetets side mens jeg har været her. Sidste semester var det således en obligatorisk del af mit fag Social Movements and Collective Behavior at lægge 30 timers frivilligt arbejde i en lokal NGO. I dette semester havde jeg for mit fag Education in American Society valget mellem at skrive to book reviews eller lægge to timers tutoring om ugen blandt skoleelever, der har brug for ekstra hjælp. Jeg valgte tutoringen, da forekom mig mest meningsfyldt - og spændende!

 McDougle Middle School

Jeg har derfor været tilknyttet en matematik klasse for 'problematiske' eller 'svage' elever i McDougle Middle School i Carrboro (bydel i forbindelse med Chapel Hill). Det er en klasse på 17 elever i 8. klasse og udover Ms Nelson, der underviser klassen, er der en assisterende underviser, en social rådgiver og mig. Det er en rimelig imponerende indsats fra skolens side, men klassen virker alligevel rimelig fortabt. Nogen hører ikke efter, nogen gider ikke lave noget, nogen kan ikke finde ud af det og nogen har bare givet op. Og så er der nogen som klarer sig godt og drager god nytte af specialundervisningen.

Jeg finder det udfordrende og spændende denne måde, hvorpå universitetet inddrager det at "serve the community", som en del af universitetets arbejde. Denne "tredje grundpille" bidrager, som jeg ser det, med to elementer til den uddannelse, man modtager på UNC Chapel Hill.
For det første bliver erfaringerne fra den såkaldte "service learning" del hevet ind og sat i relation til undervisningens emne - nogen gange i diskussioner, nogen gange i form af en erfaringsrapport vi skal skrive - og giver et mere aktuelt og praktisk perspektiv på undervisningens emne.
For det andet, så er det en måde hvorpå en universitetsuddannelse også bliver et spørgsmål om socialt ansvar. Det forekommer mig, at det amerikanske samfund i højere grad end der danske bygger på den enkelte borgers sociale ansvar og velgørenhed. Dette er afspejlet i universitetets mision.

Buch'sk Invasion

Jeg havde glædet mig som en sindsyg til deres besøg. Som dagene nærmede sig kunne jeg mere og mere mærke, at jeg ikke havde set min mor og storebror i 7 måneder - det længste nogensinde.
Ane og Martin fløj til Atlanta i Georgia og kørte til Chapel Hill, hvor de ankom mandag d. 29. marts 2010. Det var dejligt at se dem igen, og der gik ikke mange minutter før, at vi grinende konfronterede automatgearets herligheder/besværligheder, rejsehistorier (Ane kan gøre hvad som helst til en interessant historie) og GPS damens udtalevanskeligheder.

Med min storebror i hjertet af UNC Campus

M

Mmmm.. Mango Mojitos

Vi tilbragte tre dage i Chapel Hill, hvor jeg viste dem campus, tog dem med til undervisning og introducerede dem til nogle af mine venner her. Onsdag eftermiddag inviterede vi mine venner og min værtsfamilie til vin, (rigtig!) ost, brød, dansk slik og fiske fjæs på toppen af the Warehouse, hvor jeg bor. Der er en skøn tagterrasse, som jeg faktisk aldrig havde været oppe på og det var en rigtig dejlig eftermiddag. Vejret var smukt (sol fra en skyfri himmel og 25+ grader), folk var begejstret over alt den RIGTIGE mad og det var dejligt at vise min familie, hvem det er jeg tilbringer min hverdag, tanker og ferier med.

Reception på taget af the Warehouse

Iñigo (Sp), Katie (US), Max (Fr) og Laura (Fr) udsat for fiske fjæs

Adriano (It), Johan (Sv) og Martin - SKÅL!

Torsdag eftermiddag forlod vi Chapel Hill i den bil, som Ane og Martin havde lejet, og kørte mod bjergene The Smokey Mountains i den vestlige ende af North Carolina. Det var et smukt og finurligt roadtrip med lukkede veje, røg, off road ture (a la Mai's "smutveje"), flot udsigt og sjove øjeblikke.

Man kan få min familie til hvad som helst.

 Dagen efter kom vi til Atlanta i Georgia, hvor vi havde to overnatninger. Byen var stor og havde en del interessante spots så som CNN's hovedkvarter og Martin Luther King, Jr. Historic Site, men manglede lidt et egentligt downtown med butikker og restauranter. Under alle omstændigheder nød vi vores tid der og vi fik da også shoppet en helt del i en stor shopping mall (eller det vil sige Martin fik, jeg kom hjem med to par nye sokker. Haha!)

Det er nu en uge siden, at de tog hjem til Danmark og jeg tog et lille fly til Raleigh. Realiteternes verden har slået sine kløer i mig, og jeg kan godt mærke, at eksamenerne nærmer sig. Sådan her ser mit skema ud:

Apr 6: statistisk analyse (MuslSoc)
Apr 7: kort opgave (SPD)
Apr 9: book review (ChinSoc)
Apr 12-16: fremlægning (ChinSoc)
Apr 13: tutor rapport (EDUC)
  + fuldstændig kladde for artikel (MuslSoc)
Apr 23: gruppe projekt (SPD)
Apr 27: endelig artikel færdig (MuslSoc)
Apr 30 12pm: Eksamen (SPD)
  + Eksamen (EDUC)
May 3, 2pm: Eksamen (ChinSoc)
May 6, 8am: Eksamen (MuslSoc)

Det er meget underligt for mig at tænke på, at den 11. maj - præcis en måned fra i dag - forlader jeg Chapel Hill. Jeg har ikke rigtig lyst til at tænke på det, at det snart er ovre.. jeg har mere bare lyst til at leve livet, nyde nuet og kæmpe mig igennem mine opgaver. Det skal nok gå alt sammen.

Juleferie og nytår, del 1

Chapel Hill - Farvel og julehygge
Jeg har nu været tilbage i Chapel Hill i lidt over en uges tid efter tre ugers juleferie. Det var så tiltrængt at få ferie efter den intense eksamenperiode. Den første uge tilbragte jeg i Chapel Hill med at sige farvel til dem, der tog hjem - enten for good eller bare henover ferien - og fejre jul med familien Flinch, som er denne her dansk-amerikanske familie, der har fungeret som en "låne" familie for mig. De har været så søde: de ringer og fortæller, når de tager udenbys, de inviterede mig til både Thanksgiving- og julefejring, de ringede under eksamenperioden for at sikre sig, at jeg ikke sled mig selv for meget ned og de har inviteret mig i biografen og til middage og sådan. Fantastisk søde mennesker, og de havde altså inviteret mig til at fejre juleaften med dem.
I dagene op til den 24. blev en del af dem, der skulle hjem, forhindret i dette pga. snestorm på østkysten i USA. Lufthavne som New York og Washington lukkede ned og fly blev aflyst eller udskudt. Derfor havde vi en fantastisk tid i Chapel Hill med alle de her mennesker, der kom tilbage fra lufthavnen. Da et par af dem ikke længere havde et sted at bo, og mine flatmates alle havde forladt Chapel Hill for at tage hjem til deres forældre, var der sleepover og middage i min lejlighed. Det var rigtig hyggeligt.

Daniela (ty) laver tyske julekager

 

Evelina (it), Dawn (am), Melinda (am) og Daniela (ty) til middag hos mig

 

Max (fr) laver crêpes

Juleaftens dag tog Evelina som den sidste hjem og efterlod Max og jeg som de eneste tilbage i Chapel Hill. Juleaften spiste vi dansk julemiddag med familien Flinch bestående af flæskesteg, rødkål, sovs, kartofler og risalamande til dessert.

Bridget, Max, Polly (min "søster") og Ed.

God stemning omkring bordet :)

Danske spritter!! 

Vi spiste middag hos familien Flinch igen den næste dag, juledag, som er den dag man egentlig fejrer jul i USA (om morgenen). Det var en mere intim middag med Hans, Nan og deres to børn Polly og Hans. Sådan en hyggelig aften.

Næste dag, d. 27. december, tog Max og jeg sent om aftenen til Raleigh for at tage en natbus til New York. Bussen var fyldt med folk af kinesisk afstamning, billetten var skrevet på kinesisk og vi ankom i hjertet af Chinatown - men det kostede også kun $30 eller ca. 150 kr at komme til New York. Se det er jo fantastisk, latterligt billigt!!

Flinch's Juletræ

  Vores Juletræ: A Charlie Brown Christmas Tree

Billededagbog: Halloween

Lørdag d. 31. august fejrede vi Halloween i Chapel Hill.
Halloween er virkelig en big deal her ovre - som i: måske den vigtigste dag at opleve herovre!
Børn går på trick-n-treat, folk klæder deres huse ud i spindelvæv og alle byer arrangerer ghost tours (hvilket måske er det eneste Halloween har at gøre med død, sort magi og anden slags uhygge) og der er græskar over det hele med kreative udskæringer.

Halloween pyntet hus uden for Charleston 

 

 

Men mest af alt er Halloween en fest. En udklædningsfest hvor pigerne ifører sig sexede kostumer mens drengene nyder chancen for at klæde sig ud som piger eller noget andet skørt.

Cyntia i Halloween butik, herre afdelingen.

 

Girls section

 En af mine amerikanske venner spurgte mig en måned inden, om jeg vidste, hvad jeg ville gøre til Halloween. Da han fandt ud af, at det ikke var noget, jeg bekymrede mig om endnu, sagde han "Line! Halloween is a REALLY big thing here! You've gotta start thinking of this!!".
Her i Chapel Hill er Halloween fejringen særligt stor, og folk kommer til fra nær og fjern for at flokkes med os andre på vores hovedgade, Franklin St.

Her er et par billeder fra aftenen.

Kostumerne er klar! Her med min flatmate Sam (th) og hendes veninde.

Klædt ud som den 60 år gamle danske genistreg. Jeg tror jeg frembragte mange glade barndomsminder! Alle var i hvert fald sådan "Oh, it's a LEGO!!" :)

 

Cyntia som Pimp og Thomas som Hippie

  

Menneskemylder på Franklin St.

 

 

Laura med sine flatmates

 

 

 

Obama og hans livvagter

  

Thomas og en masse fremmede mennesker :)

 

 

Iñigo som Aladdin og en anden, der også var Aladdin

  

Alex var Sherlock Holmes

Her kan man se forskel på den europæiske (S/Fr) og den amerikanske fortolkning af the Incredibles.

The Warehouse

Nå, det må være på tide med et lille blogindslag om My Crib.

Jeg bor det her sted, der hedder The Warehouse, og som er en firetages ejendom bestående af små lejligheder. Jeg har således mit ejet værelse, men deler køkken, stue og badeværelse med tre andre piger. Det er ret hyggeligt og der foregår forskellige tværgående sociale arrangementer. Så det er lidt kollegieagtigt. Alt i alt et rigtig dejligt sted.

The Warehouse ligger i gåafstand til campus og Franklin St., som er hovedpulsåren i byen. Som man kan se på dette kort:

Vis stort kort

Hvis nogen skulle være interesserede er min adresse :

The Warehouse, apt. 111
316 W Rosemary St.
Chapel Hill, NC-27516
USA

Am. tlf: +1 (919) 360-4963

Et lille visuelt indblik i hvordan jeg bor

 Vejen, jeg bor ud til, ved solnedgangstid en aften, hvor det havde regnet.

Inden jeg havde fået en madras til mit værelse, sov jeg på sofaen i stuen. Et udmærket sted at sove, men det er nu rart at have sin egen seng!

Mit værelse!! Småt, men godt!

Mit værelse set fra sengen.

I, an American student

Tirsdag var første undervisningsdag på UNC Chapel Hill og dermed min første dag som amerikansk studerende. Studielivet her ovre er en helt særlig oplevelse; der er selvfølgelig en del ligheder med den danske universitetsverden, men der er både faglige forskelle og en anden "ånd" over det.

I modsætning til KU er UNC samlet i én stor campus, der ligger midt i Chapel Hill og udgør hovednerven i den relativt lille by. Alt tager ligesom udgangspunkt i campus og universitetet. Måske derfor er der knyttet en masse identitet til selve det at være studerende på universitetet. Man er stolt af at gå på det anerkendte universitet og ca. 1/3 af de studerende, der på hvilket som helst givet tidspunkt færdes rundt omkring på campus (og i byen) bærer universitets lyseblå farver på deres tøj. Det er ikke bare et sted, man går, det er noget, man er en del af.

Det var derfor tirsdag morgen en helt unik følelse at gå igennem campus, der summede af (lyseblåt) liv og aktivitet. Der var folk, der slentrede storsnakkende af sted med deres travel mugs fyldt med kaffe i hånden, folk der hastede fra en bygning til en anden og mere forvirrede sjæle, der kiggede på kort og tjekkede lokalenumre. Alt sammen indkredset af denne her taget-ud-af-et-katalog-agtige idyl verden som campus udgør. Jeg har ikke nogle billeder af det endnu, men dette billede giver et meget godt indtryk af det.

Jeg har fire fag i dette semester, der hvert har lektioner to gange om ugen. Tirsdag og torsdag er mine travle dage, hvor tre af fagene ligger - to om morgenen og ét om eftermiddagen.

I tirsdags udgjorde faget Religion and Society således min debut som studerende på et amerikansk universitet. Jeg udvalgte mig en stol (sådan én med indbygget bord) i blandt de måske 25 andre studerende og den relativt unge, kvindelige professor uddelte kæmpe stykker pap og farvede tuscher til os, så vi kunne lave navneskilte. Her er underviserne nemlig opsatte på at lære de studerendes navne, og der er en helt anden grad af kontakt mellem studerende og undervisere, end jeg er vant til fra Danmark.
Underviseren virkede meget engageret og gik - til min store lettelse - op i, ikke, at vi skulle kunne en masse fakta og datoer, men derimod, at vi skulle kunne forstå og anvende teorierne reflekteret. Faget virker i det hele taget vildt spændende, og jeg er rigtig spændt på at komme rigtig i gang med det! Som en del af undervisningen skal vi ud og lave et casestudium af en religiøs gruppe ved at deltage i en ceremoni eller lignende. Det virker til at blive et rigtig spændende fag.

Mit andet fag var endnu et sociologi fag: Social Movements and Collective Beliefs. Underviserne Kenneth Andrews er ekspert i the Civil Rights Movement i USA og var også meget engageret og ambitiøs omkring sit fag. Lidt ligesom i religionssociologi faget er der her, hvad underviseren kalder en service learning del, hvor vi i mindre grupper bliver tilknyttet en lokal bevægelse i området og skal arbejde for dem i minimum 30 timer hen over semesteret og på dette grundlag skrive en afhandling.
Det er en rigtig fed tilgang til faget og glæder mig meget til at komme i gang med både dette fag og religionsfaget.

I modsætning til på KU er det ikke alene den afsluttende eksamen, der afgør, hvilken karakter man ender ud med. Derimod er den afsluttende karakter afgjort af alt fra deltagelse (i Religion og Society skal vi hver gang aflevere en sides notater til dagens tekster!!) til opgaver og tests undervejs og selvfølgelig den afsluttende eksamen. Vægtningen af de forskellige elementer er forskellig fra fag til fag. Her er fx fra de to fag, jeg netop har beskrevet:












På en måde kan jeg godt lide, at den karakter man får for et fag ikke afhænger alene af, hvordan man klarer sig på én enkelt dag. Men samtidig føles det lidt som at gå i gymnasiet igen, når underviserne tjekker op på, om man kommer til undervisningen eller studerende rækker hånden op for med andre ord at gentage, hvad underviseren netop har sagt.

De to andre fag, jeg skal følge, er jeg ikke helt lige så begejstret over, som de to jeg allerede har nævnt, men det er måske også meget godt rent arbejdsbyrde-mæssigt.
Det ene fag er Society and Genetics og handler om grænselandet mellem arv og miljø, og kommer til at diskutere forskellige forskningsresultater omkring, hvad gener kan forklare osv.
For det sidste fag er jeg endnu ikke helt sikker på, hvilket af to fag uden for det sociologiske fakultet jeg vælger. Min ene valgmulighed er Comparative Queer Politics, der - i modsætning til Society and Genetics - er et meget social konstruktivistisk fag. Mit alternativ er Seeing America: Visual Culture and American Studies, der handler om den måde visuelle værker (billeder, arkitektur, film osv.) formidler amerikansk kultur.
Jeg ved ikke, hvad jeg ender med at vælge. We'll see :)

Nå, det var noget af en smøre, men det er jo også pga. studierne, at jeg er her ovre - så vigtigt er det jo.

At finde sit fodfæste og tage de første skridt

De første par dage i Chapel Hill har været lidt udfordrende. Mit værelse i the Warehouse er umøbleret, hvilket betyder, at jeg har måtte sove på en sofa i stuen, hvilket har fungeret fint - og mine roommates har været søde til at låne mig lagen osv. - men føle-sig-hjemme-følelsen er ikke helt den samme, når ens værelse mest bare er præget af en kuffert, der har brækket sig ud over gulvet... Mine tre roommates, Elizabeth, Kyle og Samantha, er alle tre amerikanere, omkring 20 år gamle og piger. De har helt sikkert givet et godt førstehåndindtryk af at være søde og let omgængelige, så det skal nok blive hyggeligt. Til gengæld har jeg ikke set så meget til dem, da de meget har brugt den sidste weekend inden studiestart til at besøge deres forældre. Jeg er utrolig fascineret af amerikanernes udadvendthed og venlighed. Overalt hvor jeg vender mig, spørger folk ikke bare hvordan jeg har det, men det er også utrolig let at starte samtaler med "tilfældige" mennesker på gaden. Det er mere udtalt end jeg har oplevet i andre dele af USA og folk fortæller mig også, at det er meget kendetegnende for the South, at man er sådan. Det tegner rigtig godt :) Jeg havde forudbestilt en "velkomstpakke" fra mentororganisa-tionen E.A.S.E. (Easing Abroad Students Entry), der indeholder hovedpude, diverse sengelinned, håndklæder og vigtigst af alt: en mobiltelefon. Super smart, fordi det er noget, man har brug for fra dag 1. Problemet er så bare, at eftersom jeg ikke bor på campus, så havde de ikke kunne lægge den klar til mig på mit værelse, og jeg skulle derfor hente den på et kontor, der var lukket weekenden over. Resultat? Længerevarende socialisering og aftaler var lidt af en udfordring. Den første 1½ dag var derfor lidt hård. Selvom jeg ikke har noget problem med at gå rundt på lidt opdagelse selv og tage kontakt til folk omkring mig, så var det lidt ensomt. Opmuntret af amerikanernes væsen har jeg ikke på noget tidspunkt været i tvivl om, at jeg kommer til at elske det her. Men lige i den første tid savnede at finde andre udvekslingsstuderende - og i multietniske, engelsktalende USA er de faktisk ikke sådan lige til at spotte! (hvilket klart er en fordel i alle mulig andre situationer!) Jeg tit tænkt, at det er fjollet den måde at internationale studerende altid hænger sammen og ikke kender andre end hinanden, men i den første tid er det rart at hænge ud med andre, der heller ikke har noget socialt netværk og som går igennem de samme ting som en selv. Jeg tog skeen i egen hånd og brugte facebook (længe leve cyberspace!) til at skabe kontakt med nogle søde internationale studerende - og da jeg først havde fundet én, kom der flere til! :) Selv om mit værelse stadig er umøbleret, har jeg pakket ud og købt en opslagstavle, en hygge lampe og andre personliggørende ting. Mine roommates er kommet tilbage, og stille og roligt får vi "bondet" lidt mere.. Jeg tror, jeg har fundet mit fodfæste - jeg har i hvert fald massere af mod på de næste skridt.

Sig pænt godag til Chapel Hill - i stilletter!

Efter 15 timers rejse ankom jeg fredag aften d. 21. august til Raleigh - hovedstaden i North Carolina. Efter lidt forvirring over, at der ikke var noget ankomst hal (læs: oplagt mødested) som i Kastrup, men at man derimod bare blev ledt direkte ud til et fortov, så fandt jeg min "driver" Megan og hendes veninde. De var begge enormt søde og i mødekommende og vi kørte stor snakkende til Chapel Hill på lidt over en halv time med ankomst omkring kl 22 ved "The Warehouse", hvor jeg skal bo det næste år. En af mine kommende roommates Kyle, havde jeg aftalt med skulle være hjemme og lukke mig ind, men da jeg kom frem, åbnede ingen døren. Hun (ja, jeg var af den fulde overbevisning om at Kyle måtte være en dreng, men nej, hun er en pige) var ikke til at få fat på. Til sidst lykkedes det mig heldigvis at få fat på en af mine andre roommates, Elizabeth, som kun var et par blokke væk. Vel lukket ind i den hyggelige lejlighed overtalte Elizabeth mig til at forlade mit umøblerede værelse til fordel for en øl på den lokale pub, så jeg skiftede til stilletter og gik ud for at "møde amerikanerne". Det var rigtig hyggeligt - lidt "se den danske giraf-agtigt", men på en go måde - og Elizabeth virker rigtig sød.