Amerikanske kønsroller, sex og andet lir

Den 5. februar bragte New York Times en artikel om dating og kønsfordeling på UNC Chapel Hill, der skabte en helt del røre og debat. Artiklen fastslår at kønsfordelingen er 60/40 med en overvægt af.. surprise surprise.. kvinder. Dette er i sig selv ikke særlig kontroversielt - sådan forholder det sig på de fleste universiteter i USA (og Danmark, skulle jeg mene!) - men artiklen havde (ja, I kan jo læse den selv) en kærlighedsvinkel på historien. Valentins dag var trods alt kun lidt over en uge væk. Journalisten havde derfor interviewet studerende og det kom frem, at de mandlige studerende kan gøre, lidt lige hvad de vil, og at de kvindelige studerende er rimelig desperate, og derfor er promiskuøse i jagten på en kæreste og endog i forhold i nogle tilfælde tillader utroskab.

Artiklen er blevet meget kritiseret og debatteret i de lokale medier. Selvfølgelig kan de mandlige studerende ikke gøre, lige hvad de vil, men jeg vil heller ikke afvise at nogle kvindelige amerikanske studerende måske kan forekomme lidt desperate. Måske er det derfor man fredag nat kan se amerikanske unge kvinder gå rundt i stilletter, cocktail kjole og INTET andet (ikke en gang en cardigan!), selv når der ligger sneen på jorden udenfor! Hvorfor de ikke gør som os fornuftige vikinger og tager en tyk jakke og et ordentligt tørklæde på inden de bevæger sig uden for (man kan jo tage det af igen, når man når til sit endemål), det er mig en gåde.

Men samtidig forekommer det mig også, at det amerikanske samfund er noget snerpet eller konservativt, når det kommer til kønsroller og sex. At indgå i flere (op til fem.. uh!) seksuelle forhold anses for at være "risky behavior" i følge en artikel, jeg læste til et af mine fag sidste semester. Men i parentes bemærket, så betyder dette altså ikke, at jeg har fået indtrykket af, at ungdommen ikke er seksuelt aktiv (eller udtrykker seksualitet i det offentlige rum). Slet ikke. Det virker bare som om, at der bliver set anderledes på det. Det er risikable opførsel, som artiklen formulerede det.
Kvinder bliver samtidig anset for at være en skrøbelig størrelse. Jeg ved ikke hvor mange gange, jeg er blevet fulgt hjem eller en dør er blevet holdt for mig. Begge dele er vældig rart, misforstå mig ikke! Her i Sydstaterne holder alle døren for alle - hvilket jeg elsker! - men nogle mænd insisterer på, at kvindelige væsener også skal gå ind af døren først. Måske er det galant.. eller måske er det et udtryk for et samfund, der betragter kvinder som the weaker sex. At blive fuldt til sin hoveddør en sen aften er også rart - jeg sætter stor pris på selskabet - men det er ærligtalt ikke strengt nødvendigt. Jeg bor i et fredeligt, ikke-øde, vel oplyst område kun fem minutters gang væk fra barer osv. og i weekenden har vi sågar en security mand siddende i kontoret om natten i the Warehouse.

Man kan selvfølgelig argumentere, at det kan være, at det er mig, der i min skandinaviske naivitet er blind over for omfanget af farerne. En af mine amerikanske veninder bærer rundt på en peberspray (hun bor også uden for Chapel Hill bymidte), når hun går rundt om natten, hvilket vel er et tegn på frygt og samtidig en måde at få magten over frygten tilbage.
Men kunne det ikke ligeså vel være, at det amerikanske (og andre) samfund fremhærsker en frygt i os der siger, at det er farligt at være kvinde - så vi må begrænse vores færden eller koordinere den med vores mandlige venner?? I et af mine fag fremlagde mine professor denne her statistik over vold i USA. Den viste, at mænd i højere grad end kvinder udsættes for vold i det offentlige rum, og at kvinder faktisk er mere udsatte i hjemmet (hustruvold er mere almindeligt end voldtrægt, overfald osv.).
Så hvorfor er det, at kvinder skal opfattes som skrøbelige? I'm just sayin' it.

Oh ja, foresten. Med hensyn til kønsfordeling og desperate følelser, så synes jeg ikke, at det er så slemt. Mine nærmeste venner og faktisk langt største delen af min veneskare er drenge, så jeg føler mig ikke understimuleret for mandlige indput.
Jeg ved ikke, om jeg føler, at der er få fyre i byen generelt. Det synes jeg egentlig ikke - eller også er jeg bare vanttil det fra København og KU. Mange af dem er til gengæld frat boy kopier (alle "mændene" fra fraternities ligner hinanden på en kakibuks & kasket åndet måde sådan her eller sådan her, ligesom urbandictionary beskriver "Brad") og så er der også en relativ stor homoseksuel population i Chapel Hill.
Jeg ser ingen grund til at klage over kønsfordelingen.

Håber ikke dette indslag kom til at lyde for feminist-bittert! Jeg er ikke en grædende feminist, bare lidt skeptisk ;)

it's a new dawn, it's a new semester.. and I'm feeling good

Henover julen flyttede den ene af mine flatmates, Elizabeth, ud af vores lejlighed, hvilket betød at jeg fik chancen for at skifte til et bedre værelse. Mit gamle værelse var det mindste i lejligheden og det vindue vendte ud mod en atriumgård i stedet for direkte ud. Så en uge eller to efter at Liz var flyttet ud, flyttede jeg ind i hendes gamle værelse. Og hvilken fryd det er at have et kæmpe vindue ud mod vejen og solen. Jeg tror mit værelse er blevet dobbelt så stort og firdobbelt så lyst. Aaaaahh! :)

 

Iñigo i mit nye værelse lige efter han havde hjulpet mig med at flytte de første møbler.

Her i Chapel Hill er det nye semester rigtig gået i gang - ja, det har faktisk været i gang i en måned nu - og hverdagen har sat ind. Jeg har godt kunne mærke, at dette er mit andet semester her. Starten har været mere harmonisk og mindre stressede, alene fordi jeg har prøvet det før, ved hvad der forventes af mig og på hvilken måde jeg skal arbejde for at leve op til disse forventninger.

Mine fag er faldet på plads og ligesom sidste semester følger jeg fire fag.

Education in American Society er et fag jeg har een gang om ugen, hver tirsdag aften kl 18-20:45, hvilket lyder absolut forfærdeligt, men som faktisk fungerer rigtig godt. Professoren, Prof. Unks, er denne her 70-80årige mand, der har undervist på UNC de sidste 40 år (inkl nogle af mine medstuderendes forældre), og han er super karismatisk, inspirerende og underholdende. Den første undervisningsgang brugte han den første halve time på at fortælle jokes om et flyselskab. Dette fag er min eneste med 100+ studerende, hvilket er meget sjovt at prøve, og det fungere faktisk udmærket pga. professorens evne til at skabe diskussioner gennem provokationer og udnyttelse af hans store viden.
Jeg fik faget anbefalet af en af mine amerikanske veninder, der havde fulgt det tidligere, og det har indtilvidere vist sig at give nogle spændende perspektiver på betydningen af uddannelse (bredt forstået) og socioøkonomiske forskelle og uligheder i uddannelsessystemer.

Space, Place and Difference er et geografi/womenstudies fag, der handler om, hvordan definitioner og meninger, der knyttes til geografiske/rumlige steder - monumenter, universitetet, shoppingcentre, landskaber osv. - også indebærer sociale grænser af inklusion/eksklusion. Et eksempel er, hvordan store flotte bygninger med græske søjler (hvilket er meget almindeligt her i the South) fortæller hvide mænds historie, mens slavernes/sortes historie i Sydstaterne sjældent fremstilles (selvom det er her at slaverne særligt var).

Chineses Society er et fag på sociologifakultetet, der handler om Kina og bliver undervist af en kinesisk-amerikansk professor. Indtilvidere har vi mest fokuseret på Kinas historie, hvilket har været spændende men også lidt langtrukkent, så jeg glæder mig til at vi skal til at fokuserer mere sociologisk på det nutidige Kina.

Sociology of Muslim Societies er endnu et sociologifag og det er virkelig spændende. Professoren er virklige kompetent og dygtig, og selvom der er en del arbejde involveret i dette fag (reading notes to gange om ugen og små opgaver lidt sjældnere end en gang om ugen), er jeg rigtig glad for at følge det. En af de ting jeg ser mest fremtil i dette fag er denne her research del, hvor vi skal ud og gennemføre en spørgeskemaundersøgelse om amerikaneres holdninger til muslimer. Denne undersøgelse har været gennemført i 10-20 år og det bliver sjovt at være en del af det. Det betyder også at jeg får lov til at lege lidt med SPSS og tal igen, hvilket jeg må indrømme at jeg glæder efter de uendelig mange timer jeg brugte i word sidste år og den mange ord jeg producerede.

Så jeg har det godt her i Chapel Hill. Jeg er kommet ind i hverdagsrytmen og nyder at være sammen med mine venner. De venner som jeg havde fra sidste semester og som er blevet her (pudsigt nok alle sammen med få undtagelser drenge) - eller "bare" er amerikanere og derfor render ingen vejne - er virkelig blevet gode, tættere venner.. og samtidig har vi mødt en helt del af de nyligt ankomne udvekslingsstuderende og de virker rigtig søde og et par af dem er helt sikkert på vej til at blive rigtig fine venner!

Her er et billede fra en middag med nogle af de nye:

 

Dong Hao, mig, Laura, Hannah, Charlotte, ... , Iris, Christel og Liz.

Åh, ja og så var det Super Bowl Sunday i søndags, og det var rigtig sjovt at se. Det er interessant at amerikansk fodbold er SÅ kedeligt at se live, men rimelig underholdende i fjernsynet - hvor man i slowmotion ser dem smadre sammen, flå græsset op og bolden svæve. Og "the underdog" New Orleans Saints vandt, og det kan vi jo godt lide. I anledning af super bowl er der også gjort ekstra meget ud af reklamerne, så selv det er sjovt at se. (virkelighedes football er langtrukkent med en masse mænd der løber rundt i små klynger - jeg har tre gange prøvet, men det er aldrig lykkedes mig at se en hel kamp live.. de er også mindst TRE timer lange!.. tre timer UDEN alkohol i modsætning til når man ser det nede på pubben)

Mit all time favorite scene fra Super Bowl var denne, hvor spilleren Drew Brees holder sin søn efter lige at have vundet - der er noget kronprins Frederik ved alteret over den.


xoxo (knus og kys)
Line

At finde sit fodfæste og tage de første skridt

De første par dage i Chapel Hill har været lidt udfordrende. Mit værelse i the Warehouse er umøbleret, hvilket betyder, at jeg har måtte sove på en sofa i stuen, hvilket har fungeret fint - og mine roommates har været søde til at låne mig lagen osv. - men føle-sig-hjemme-følelsen er ikke helt den samme, når ens værelse mest bare er præget af en kuffert, der har brækket sig ud over gulvet... Mine tre roommates, Elizabeth, Kyle og Samantha, er alle tre amerikanere, omkring 20 år gamle og piger. De har helt sikkert givet et godt førstehåndindtryk af at være søde og let omgængelige, så det skal nok blive hyggeligt. Til gengæld har jeg ikke set så meget til dem, da de meget har brugt den sidste weekend inden studiestart til at besøge deres forældre. Jeg er utrolig fascineret af amerikanernes udadvendthed og venlighed. Overalt hvor jeg vender mig, spørger folk ikke bare hvordan jeg har det, men det er også utrolig let at starte samtaler med "tilfældige" mennesker på gaden. Det er mere udtalt end jeg har oplevet i andre dele af USA og folk fortæller mig også, at det er meget kendetegnende for the South, at man er sådan. Det tegner rigtig godt :) Jeg havde forudbestilt en "velkomstpakke" fra mentororganisa-tionen E.A.S.E. (Easing Abroad Students Entry), der indeholder hovedpude, diverse sengelinned, håndklæder og vigtigst af alt: en mobiltelefon. Super smart, fordi det er noget, man har brug for fra dag 1. Problemet er så bare, at eftersom jeg ikke bor på campus, så havde de ikke kunne lægge den klar til mig på mit værelse, og jeg skulle derfor hente den på et kontor, der var lukket weekenden over. Resultat? Længerevarende socialisering og aftaler var lidt af en udfordring. Den første 1½ dag var derfor lidt hård. Selvom jeg ikke har noget problem med at gå rundt på lidt opdagelse selv og tage kontakt til folk omkring mig, så var det lidt ensomt. Opmuntret af amerikanernes væsen har jeg ikke på noget tidspunkt været i tvivl om, at jeg kommer til at elske det her. Men lige i den første tid savnede at finde andre udvekslingsstuderende - og i multietniske, engelsktalende USA er de faktisk ikke sådan lige til at spotte! (hvilket klart er en fordel i alle mulig andre situationer!) Jeg tit tænkt, at det er fjollet den måde at internationale studerende altid hænger sammen og ikke kender andre end hinanden, men i den første tid er det rart at hænge ud med andre, der heller ikke har noget socialt netværk og som går igennem de samme ting som en selv. Jeg tog skeen i egen hånd og brugte facebook (længe leve cyberspace!) til at skabe kontakt med nogle søde internationale studerende - og da jeg først havde fundet én, kom der flere til! :) Selv om mit værelse stadig er umøbleret, har jeg pakket ud og købt en opslagstavle, en hygge lampe og andre personliggørende ting. Mine roommates er kommet tilbage, og stille og roligt får vi "bondet" lidt mere.. Jeg tror, jeg har fundet mit fodfæste - jeg har i hvert fald massere af mod på de næste skridt.