lørdag den 29. august 2009

I, an American student

Tirsdag var første undervisningsdag på UNC Chapel Hill og dermed min første dag som amerikansk studerende. Studielivet her ovre er en helt særlig oplevelse; der er selvfølgelig en del ligheder med den danske universitetsverden, men der er både faglige forskelle og en anden "ånd" over det.

I modsætning til KU er UNC samlet i én stor campus, der ligger midt i Chapel Hill og udgør hovednerven i den relativt lille by. Alt tager ligesom udgangspunkt i campus og universitetet. Måske derfor er der knyttet en masse identitet til selve det at være studerende på universitetet. Man er stolt af at gå på det anerkendte universitet og ca. 1/3 af de studerende, der på hvilket som helst givet tidspunkt færdes rundt omkring på campus (og i byen) bærer universitets lyseblå farver på deres tøj. Det er ikke bare et sted, man går, det er noget, man er en del af.

Det var derfor tirsdag morgen en helt unik følelse at gå igennem campus, der summede af (lyseblåt) liv og aktivitet. Der var folk, der slentrede storsnakkende af sted med deres travel mugs fyldt med kaffe i hånden, folk der hastede fra en bygning til en anden og mere forvirrede sjæle, der kiggede på kort og tjekkede lokalenumre. Alt sammen indkredset af denne her taget-ud-af-et-katalog-agtige idyl verden som campus udgør. Jeg har ikke nogle billeder af det endnu, men dette billede giver et meget godt indtryk af det.

Jeg har fire fag i dette semester, der hvert har lektioner to gange om ugen. Tirsdag og torsdag er mine travle dage, hvor tre af fagene ligger - to om morgenen og ét om eftermiddagen.

I tirsdags udgjorde faget Religion and Society således min debut som studerende på et amerikansk universitet. Jeg udvalgte mig en stol (sådan én med indbygget bord) i blandt de måske 25 andre studerende og den relativt unge, kvindelige professor uddelte kæmpe stykker pap og farvede tuscher til os, så vi kunne lave navneskilte. Her er underviserne nemlig opsatte på at lære de studerendes navne, og der er en helt anden grad af kontakt mellem studerende og undervisere, end jeg er vant til fra Danmark.
Underviseren virkede meget engageret og gik - til min store lettelse - op i, ikke, at vi skulle kunne en masse fakta og datoer, men derimod, at vi skulle kunne forstå og anvende teorierne reflekteret. Faget virker i det hele taget vildt spændende, og jeg er rigtig spændt på at komme rigtig i gang med det! Som en del af undervisningen skal vi ud og lave et casestudium af en religiøs gruppe ved at deltage i en ceremoni eller lignende. Det virker til at blive et rigtig spændende fag.

Mit andet fag var endnu et sociologi fag: Social Movements and Collective Beliefs. Underviserne Kenneth Andrews er ekspert i the Civil Rights Movement i USA og var også meget engageret og ambitiøs omkring sit fag. Lidt ligesom i religionssociologi faget er der her, hvad underviseren kalder en service learning del, hvor vi i mindre grupper bliver tilknyttet en lokal bevægelse i området og skal arbejde for dem i minimum 30 timer hen over semesteret og på dette grundlag skrive en afhandling.
Det er en rigtig fed tilgang til faget og glæder mig meget til at komme i gang med både dette fag og religionsfaget.

I modsætning til på KU er det ikke alene den afsluttende eksamen, der afgør, hvilken karakter man ender ud med. Derimod er den afsluttende karakter afgjort af alt fra deltagelse (i Religion og Society skal vi hver gang aflevere en sides notater til dagens tekster!!) til opgaver og tests undervejs og selvfølgelig den afsluttende eksamen. Vægtningen af de forskellige elementer er forskellig fra fag til fag. Her er fx fra de to fag, jeg netop har beskrevet:












På en måde kan jeg godt lide, at den karakter man får for et fag ikke afhænger alene af, hvordan man klarer sig på én enkelt dag. Men samtidig føles det lidt som at gå i gymnasiet igen, når underviserne tjekker op på, om man kommer til undervisningen eller studerende rækker hånden op for med andre ord at gentage, hvad underviseren netop har sagt.

De to andre fag, jeg skal følge, er jeg ikke helt lige så begejstret over, som de to jeg allerede har nævnt, men det er måske også meget godt rent arbejdsbyrde-mæssigt.
Det ene fag er Society and Genetics og handler om grænselandet mellem arv og miljø, og kommer til at diskutere forskellige forskningsresultater omkring, hvad gener kan forklare osv.
For det sidste fag er jeg endnu ikke helt sikker på, hvilket af to fag uden for det sociologiske fakultet jeg vælger. Min ene valgmulighed er Comparative Queer Politics, der - i modsætning til Society and Genetics - er et meget social konstruktivistisk fag. Mit alternativ er Seeing America: Visual Culture and American Studies, der handler om den måde visuelle værker (billeder, arkitektur, film osv.) formidler amerikansk kultur.
Jeg ved ikke, hvad jeg ender med at vælge. We'll see :)

Nå, det var noget af en smøre, men det er jo også pga. studierne, at jeg er her ovre - så vigtigt er det jo.

3 kommentarer:

  1. Hey Line. Det lyder vildt spændende. Det er virkelig nogle relevante fag, du har valgt. Jeg mener: Fag der handler om nogle af de mest centrale emner i den aktuelle samfundsdebat, centrale emner, som fokuserer på, hvor vi er på vej hen. Fag der peger ind i fremtiden i stedet for at skue bagud.
    Af samme grund vil jeg foreslå dig at vælge Queer i stedet for det med billedkultur. For fra de amerikanske queer-miljøer kommer der nytænkning omkring hele måden at tænke køn på - biologi contra samfund. Hele den centrale diskussion omkring køn og feminisme. På det område er vi langt, langt bagefter i Danmark.
    Det er et fag der ligesom de andre peger ind i fremtiden, hvorimod det med billedkultur ikke kan undgå at være bagudskuende.

    Nøj hvor bliver det spændende.

    KH Bjarne

    SvarSlet
  2. Kære Line
    Hvor er det spændende at læse din blog.
    Og superfedt at du lægger billeder ind.
    Jeg håber dog ikke, at det lyseblå tema er så gennemgribende som på billedet.
    Altså, hvis de studerende også maler sig blå i hovederne, er det nok ikke så befordrende for koncentrationen i undervisningen, vel :o)
    Og campus ser rigtig hyggelig ud - masser af græs og store træer. Dejligt dejligt.
    Håber du hygger dig og får en masse nye søde venner.
    Kh Jørgen.

    SvarSlet
  3. det er dælme smart, at jeg kan god tips, inden jeg selv drager afsted... håber alt går godt derovre!!!

    Anna Mørkeberg

    SvarSlet