The Warehouse

Nå, det må være på tide med et lille blogindslag om My Crib.

Jeg bor det her sted, der hedder The Warehouse, og som er en firetages ejendom bestående af små lejligheder. Jeg har således mit ejet værelse, men deler køkken, stue og badeværelse med tre andre piger. Det er ret hyggeligt og der foregår forskellige tværgående sociale arrangementer. Så det er lidt kollegieagtigt. Alt i alt et rigtig dejligt sted.

The Warehouse ligger i gåafstand til campus og Franklin St., som er hovedpulsåren i byen. Som man kan se på dette kort:

Vis stort kort

Hvis nogen skulle være interesserede er min adresse :

The Warehouse, apt. 111
316 W Rosemary St.
Chapel Hill, NC-27516
USA

Am. tlf: +1 (919) 360-4963

Et lille visuelt indblik i hvordan jeg bor

 Vejen, jeg bor ud til, ved solnedgangstid en aften, hvor det havde regnet.

Inden jeg havde fået en madras til mit værelse, sov jeg på sofaen i stuen. Et udmærket sted at sove, men det er nu rart at have sin egen seng!

Mit værelse!! Småt, men godt!

Mit værelse set fra sengen.

I, an American student

Tirsdag var første undervisningsdag på UNC Chapel Hill og dermed min første dag som amerikansk studerende. Studielivet her ovre er en helt særlig oplevelse; der er selvfølgelig en del ligheder med den danske universitetsverden, men der er både faglige forskelle og en anden "ånd" over det.

I modsætning til KU er UNC samlet i én stor campus, der ligger midt i Chapel Hill og udgør hovednerven i den relativt lille by. Alt tager ligesom udgangspunkt i campus og universitetet. Måske derfor er der knyttet en masse identitet til selve det at være studerende på universitetet. Man er stolt af at gå på det anerkendte universitet og ca. 1/3 af de studerende, der på hvilket som helst givet tidspunkt færdes rundt omkring på campus (og i byen) bærer universitets lyseblå farver på deres tøj. Det er ikke bare et sted, man går, det er noget, man er en del af.

Det var derfor tirsdag morgen en helt unik følelse at gå igennem campus, der summede af (lyseblåt) liv og aktivitet. Der var folk, der slentrede storsnakkende af sted med deres travel mugs fyldt med kaffe i hånden, folk der hastede fra en bygning til en anden og mere forvirrede sjæle, der kiggede på kort og tjekkede lokalenumre. Alt sammen indkredset af denne her taget-ud-af-et-katalog-agtige idyl verden som campus udgør. Jeg har ikke nogle billeder af det endnu, men dette billede giver et meget godt indtryk af det.

Jeg har fire fag i dette semester, der hvert har lektioner to gange om ugen. Tirsdag og torsdag er mine travle dage, hvor tre af fagene ligger - to om morgenen og ét om eftermiddagen.

I tirsdags udgjorde faget Religion and Society således min debut som studerende på et amerikansk universitet. Jeg udvalgte mig en stol (sådan én med indbygget bord) i blandt de måske 25 andre studerende og den relativt unge, kvindelige professor uddelte kæmpe stykker pap og farvede tuscher til os, så vi kunne lave navneskilte. Her er underviserne nemlig opsatte på at lære de studerendes navne, og der er en helt anden grad af kontakt mellem studerende og undervisere, end jeg er vant til fra Danmark.
Underviseren virkede meget engageret og gik - til min store lettelse - op i, ikke, at vi skulle kunne en masse fakta og datoer, men derimod, at vi skulle kunne forstå og anvende teorierne reflekteret. Faget virker i det hele taget vildt spændende, og jeg er rigtig spændt på at komme rigtig i gang med det! Som en del af undervisningen skal vi ud og lave et casestudium af en religiøs gruppe ved at deltage i en ceremoni eller lignende. Det virker til at blive et rigtig spændende fag.

Mit andet fag var endnu et sociologi fag: Social Movements and Collective Beliefs. Underviserne Kenneth Andrews er ekspert i the Civil Rights Movement i USA og var også meget engageret og ambitiøs omkring sit fag. Lidt ligesom i religionssociologi faget er der her, hvad underviseren kalder en service learning del, hvor vi i mindre grupper bliver tilknyttet en lokal bevægelse i området og skal arbejde for dem i minimum 30 timer hen over semesteret og på dette grundlag skrive en afhandling.
Det er en rigtig fed tilgang til faget og glæder mig meget til at komme i gang med både dette fag og religionsfaget.

I modsætning til på KU er det ikke alene den afsluttende eksamen, der afgør, hvilken karakter man ender ud med. Derimod er den afsluttende karakter afgjort af alt fra deltagelse (i Religion og Society skal vi hver gang aflevere en sides notater til dagens tekster!!) til opgaver og tests undervejs og selvfølgelig den afsluttende eksamen. Vægtningen af de forskellige elementer er forskellig fra fag til fag. Her er fx fra de to fag, jeg netop har beskrevet:












På en måde kan jeg godt lide, at den karakter man får for et fag ikke afhænger alene af, hvordan man klarer sig på én enkelt dag. Men samtidig føles det lidt som at gå i gymnasiet igen, når underviserne tjekker op på, om man kommer til undervisningen eller studerende rækker hånden op for med andre ord at gentage, hvad underviseren netop har sagt.

De to andre fag, jeg skal følge, er jeg ikke helt lige så begejstret over, som de to jeg allerede har nævnt, men det er måske også meget godt rent arbejdsbyrde-mæssigt.
Det ene fag er Society and Genetics og handler om grænselandet mellem arv og miljø, og kommer til at diskutere forskellige forskningsresultater omkring, hvad gener kan forklare osv.
For det sidste fag er jeg endnu ikke helt sikker på, hvilket af to fag uden for det sociologiske fakultet jeg vælger. Min ene valgmulighed er Comparative Queer Politics, der - i modsætning til Society and Genetics - er et meget social konstruktivistisk fag. Mit alternativ er Seeing America: Visual Culture and American Studies, der handler om den måde visuelle værker (billeder, arkitektur, film osv.) formidler amerikansk kultur.
Jeg ved ikke, hvad jeg ender med at vælge. We'll see :)

Nå, det var noget af en smøre, men det er jo også pga. studierne, at jeg er her ovre - så vigtigt er det jo.

At finde sit fodfæste og tage de første skridt

De første par dage i Chapel Hill har været lidt udfordrende. Mit værelse i the Warehouse er umøbleret, hvilket betyder, at jeg har måtte sove på en sofa i stuen, hvilket har fungeret fint - og mine roommates har været søde til at låne mig lagen osv. - men føle-sig-hjemme-følelsen er ikke helt den samme, når ens værelse mest bare er præget af en kuffert, der har brækket sig ud over gulvet... Mine tre roommates, Elizabeth, Kyle og Samantha, er alle tre amerikanere, omkring 20 år gamle og piger. De har helt sikkert givet et godt førstehåndindtryk af at være søde og let omgængelige, så det skal nok blive hyggeligt. Til gengæld har jeg ikke set så meget til dem, da de meget har brugt den sidste weekend inden studiestart til at besøge deres forældre. Jeg er utrolig fascineret af amerikanernes udadvendthed og venlighed. Overalt hvor jeg vender mig, spørger folk ikke bare hvordan jeg har det, men det er også utrolig let at starte samtaler med "tilfældige" mennesker på gaden. Det er mere udtalt end jeg har oplevet i andre dele af USA og folk fortæller mig også, at det er meget kendetegnende for the South, at man er sådan. Det tegner rigtig godt :) Jeg havde forudbestilt en "velkomstpakke" fra mentororganisa-tionen E.A.S.E. (Easing Abroad Students Entry), der indeholder hovedpude, diverse sengelinned, håndklæder og vigtigst af alt: en mobiltelefon. Super smart, fordi det er noget, man har brug for fra dag 1. Problemet er så bare, at eftersom jeg ikke bor på campus, så havde de ikke kunne lægge den klar til mig på mit værelse, og jeg skulle derfor hente den på et kontor, der var lukket weekenden over. Resultat? Længerevarende socialisering og aftaler var lidt af en udfordring. Den første 1½ dag var derfor lidt hård. Selvom jeg ikke har noget problem med at gå rundt på lidt opdagelse selv og tage kontakt til folk omkring mig, så var det lidt ensomt. Opmuntret af amerikanernes væsen har jeg ikke på noget tidspunkt været i tvivl om, at jeg kommer til at elske det her. Men lige i den første tid savnede at finde andre udvekslingsstuderende - og i multietniske, engelsktalende USA er de faktisk ikke sådan lige til at spotte! (hvilket klart er en fordel i alle mulig andre situationer!) Jeg tit tænkt, at det er fjollet den måde at internationale studerende altid hænger sammen og ikke kender andre end hinanden, men i den første tid er det rart at hænge ud med andre, der heller ikke har noget socialt netværk og som går igennem de samme ting som en selv. Jeg tog skeen i egen hånd og brugte facebook (længe leve cyberspace!) til at skabe kontakt med nogle søde internationale studerende - og da jeg først havde fundet én, kom der flere til! :) Selv om mit værelse stadig er umøbleret, har jeg pakket ud og købt en opslagstavle, en hygge lampe og andre personliggørende ting. Mine roommates er kommet tilbage, og stille og roligt får vi "bondet" lidt mere.. Jeg tror, jeg har fundet mit fodfæste - jeg har i hvert fald massere af mod på de næste skridt.

Sig pænt godag til Chapel Hill - i stilletter!

Efter 15 timers rejse ankom jeg fredag aften d. 21. august til Raleigh - hovedstaden i North Carolina. Efter lidt forvirring over, at der ikke var noget ankomst hal (læs: oplagt mødested) som i Kastrup, men at man derimod bare blev ledt direkte ud til et fortov, så fandt jeg min "driver" Megan og hendes veninde. De var begge enormt søde og i mødekommende og vi kørte stor snakkende til Chapel Hill på lidt over en halv time med ankomst omkring kl 22 ved "The Warehouse", hvor jeg skal bo det næste år. En af mine kommende roommates Kyle, havde jeg aftalt med skulle være hjemme og lukke mig ind, men da jeg kom frem, åbnede ingen døren. Hun (ja, jeg var af den fulde overbevisning om at Kyle måtte være en dreng, men nej, hun er en pige) var ikke til at få fat på. Til sidst lykkedes det mig heldigvis at få fat på en af mine andre roommates, Elizabeth, som kun var et par blokke væk. Vel lukket ind i den hyggelige lejlighed overtalte Elizabeth mig til at forlade mit umøblerede værelse til fordel for en øl på den lokale pub, så jeg skiftede til stilletter og gik ud for at "møde amerikanerne". Det var rigtig hyggeligt - lidt "se den danske giraf-agtigt", men på en go måde - og Elizabeth virker rigtig sød.