I have not set my foot outside of this country for ten months; it is the longest I have ever been away from home, it is the longest I have ever not seen my family, and it is the longest I have continuously lived in another country than Denmark.
Ten months like that leave a mark. It must do. I would even say that it should leave a mark. Would it not be sad if you returned from this chunk of your life—this challenge you had put yourself into of living outside your comfort zone (thanks for the expression A.J.) for a year—and didn’t feel anything? If you just shrug your shoulder and said “yeah, that was kinda fun” and went on with your life as if nothing happened. In that case you did something wrong this year. Any given year in your life should matter and evoke some feelings and a year abroad in particular.
It is such a unique opportunity to be given to be able to study for one year at another university, in another country, even on another continent. This has marked me in so many ways.
It’s not that I am another person. I am still me. People back home will probably not detect much difference. I might look a bit more tanned (the sun hasn’t been too kind on Denmark in my absence, sources tell me), might have some colorful pictures to show and stories to tell, and I might accidentally mix in some English phrases in my Danish and sound a bit like Sidney Lee. But overall, after a week or two, I’m quite sure it will seem like I’ve never been away. At least to my surroundings.
It’s okay; I’ve tried it before. I tried it four years ago (very exactly four years ago actually) when I returned from living almost five months in Nicaragua in Central America. Those months had the greatest impact on me in terms of personal development, broadening of perspectives, language skills and not least friends. Some of the people I hold dearest in my life I met in that volunteer program.
Still it did not flip my life upside down but it did mark me. It didn’t make me a different person but it shaped the person I am. A lot. I expect to “fit in” when I get back home, because I am still me. I took this ‘me’ along with me to North Carolina and it got shaped by the experiences I’ve had, the wonderful people I’ve met and the things I’ve learned.
I am at the end of a journey, at the end of “the American Chapter” of my life (at least the first of them, who knows..). Being at this thing people call “the end” is a peculiar place to be. It raises so many feelings of such mixed kinds.
I’m actually getting really excited about going home—and even more so the closer it gets. I miss my crazy little niece and nephew. I miss hugging my parents. I miss hanging out with my brother. I miss the drinking of alcohol not being a big deal but something you just do; preferably on the grass in the sun. I miss having a bike and using it every day. I miss home cooked food and dinners sat down around a table. I miss going to parties that do not end at 2 A.M. I miss Copenhagen. I miss having my friends in Denmark back in my everyday life.
There is so much I am going to miss. Most of all, I will miss the people that have been my life these past 10 months. It is incredible (and reassuring) to experience how it is possible in such a relatively short span of time to meet so many amazing people. I have made some friends that mean the world to me and that I will hold on to and never forget. I miss you already. I have so many reasons for going back to America and to travel the world—and I can’t wait see some of these smiling faces in Copenhagen.
I will miss the American friendly and extrovert attitude; I will miss answering the question “how are you?” at least 15 times a day. I will miss the beautiful UNC campus. I will miss being foreign and people finding that interesting. I will miss the cheap, good (but not so healthy) fast food places. I will miss the college specials that make drinking inexpensive. I will miss traveling around. I will miss being a Tar Heel. I will miss the queer parties. I will miss the North Carolina weather. I will miss the American enthusiasm and everything being awesome. I will miss meeting up for lunch out in front of Lenoir. I will miss discussing cultural differences. I will miss the red cups.
On Wednesday I will go back home.
lørdag den 12. juni 2010
tirsdag den 8. juni 2010
ROAD TRIP, del 3 - California, here we coooooome!
Tredje uge on the road
Jeg er stuck på vores hostel i San Francisco, fordi jeg fik den geniale idé at hoppe ned fra et træ i stedet for bare at kravle ned - med det resultat, at jeg forstuvede min ankel. Skønt.
Men intet er så skidt, at det ikke er godt for noget, som man siger, og jeg har nu mulighed for at skrive et lille blogindlæg om den sidste del af vores roadtrip gennem Californien.
Fra Vegas krydsede vi over grænsen til Californien og kørte ind i Death Valley, der er et kæmpe ørkenområde med høje temperaturer, store vidder og smukke sandlandskaber.
Jeg er stuck på vores hostel i San Francisco, fordi jeg fik den geniale idé at hoppe ned fra et træ i stedet for bare at kravle ned - med det resultat, at jeg forstuvede min ankel. Skønt.
Men intet er så skidt, at det ikke er godt for noget, som man siger, og jeg har nu mulighed for at skrive et lille blogindlæg om den sidste del af vores roadtrip gennem Californien.
Bredde vidder
Michel Foucault havde eftersigende et LSD syretrip i 1975 ved Zabriskie Point i Death Valley, som han har omtalt som den største oplevelse i hans liv. Det var måske ikke den største oplevelse i mit liv - jeg trippede selvfølgelig heller ikke på syre - men flot det var det nu!
Tom og Stephen ved Zabriskie Point
tørstig
Dele af Death Valley var decideret ørken med sandbanker - perfekt sted at træne sine stå-på-hænder evner!
Death Valley er så underlig og ørkenagtig at store dele af den er militærområder, der bliver brugt til at træne de amerikanske tropper, der skal til Afganistan mm.
Efter at have gået på opdagelse i Death Valley kørte vi videre til Los Angeles, der er en fascinerende by men som, ligesom Las Vegas, slår mig som et sted, der mangler charme. L.A. er bygget for biler og rige mennesker, hvilket gør at den lidt mangler sjæl og hyggelige kroge. Til gengæld var det sjovt at se de forskellige kvarterer og strande - kendt fra TV - og opleve den storslåethed som byen alligevel rummer.
Laura i downtown L.A.
90210 - Beverly Hills
Hollywood
Efter L.A. spenderede vi de sidste par dage på at køre nord på langs kysten på highway 1 - en utrolig smuk vej, der snor sig gennem charmerende byer og klippeskråninger.
Tom og Adriano ved Malibu Laguna Beach
Santa Barbara
Morro Bay
Smukke Laura med en Blue Moon (hvedeøl, yummi!)
Tre shots fra hwy 1
Monterey
Santa Cruz
Efter disse dages kørsel og afslapning langs kysten ankom vi til San Francisco, kørte videre til Oakland på den anden side af the Bay og fandt en campingplads, hvor vi kunne gøre bilen klar til aflevering.
Vi mødte en lille sød vaskebjørn under oprydningen
Næste morgen kørte vi til Cruise America's afdeling i Oakland og afleverede bilen. Og begav os med alt vores skrammel til San Francisco...
Det var en fantastisk rejse gennem det amerikanske land, der har budt på så mange - og så forskellige - oplevelser... :)
fredag den 4. juni 2010
ROAD TRIP, del 2 - the wild, wild west: storslået natur, tornadovarsler og afskåret fra civilisationen
Anden uge on the road
Dette blogindlæg er skrevet for en lille uges tid siden
Vores anden uge er veloverstået og vi er i Californien på vej fra L.A. Jeg har kørt en del i dag og nyder nu at slappe af bag i bilen mens Adriano sidder ved roret. Det bomber for meget til at jeg kan skrive på min lettere ambitiøse mængde postkort, så jeg vil benytte lejligheden til at genkalde mig den fortløbende uge og vores fantastiske oplevelser gennem ”the wild, wild west”. Anden uge dækker mer eller mindre turen gennem Colorado, Utah og Arizona for at ende i Las Vegas i Nevada.
New Mexico havde allerede givet en forsmag på den rå skønhed som prærien byder på, men ankomsten til Colorado slog luften ud af os. Jeg er fuldstændig betaget af hvilken skønhed USA har at byde på. Landskabet vi har kørt gennem den sidste uge har været så varieret og bjergtagende og stort. At køre på en vej, der strækker sig så langt øjet rækker ud i uendeligheden med helt flad prærie til alle sider, er storslået i den mest bogstavelige og samtidigt ubegribelige betydning af det ord. Som min bror siger, så er der noget tilfredsstillende ved at stille øjnene på uendelig.
I Colorado blev vores radio pludselig afbrudt af en skrattende lyd – som i Science Fiction filmene når marsmændene tager kontakt fra deres UFO (og vi havde sågar to dage inden været i Roswell, der er kendt for sine UFO spot og tv-serie om aliens), Det viser sig dog ikke at være kontakt fra det ydre rum men rettere en metrolog, der advarer om tornadofare i det område, vi lige er kørt ind i. Det stormende blæsevejr omkring os bliver pludselig mere interessant, og vi overvejer handleplaner og diskuterer, hvor man mon gemmer sig på en flad prærie, hvis en tornado kommer forbi. Det viser sig halvt til vores skuffelse, halvt til vores lettelse at være falsk alarm. Stormvejret nøjes med at være storm.
Uden for Colorado Springs får vi os vores første oplevelse med de røde klippeformationer, som vi har fået set så mange fantastiske eksempler af senere, i Garden of the Gods.
Næste dag sætter vi kursen mod Utah. Turen går op i the Rocky Mountains og the Beast (vores autocamper) kæmper bravt med at holde farten som motorvejens hældning opad bliver mere stejl. Vi kommer så højt op i bjergene, at der er sne omkring os og det begynder endog at sne. Goddag, snestorm. Dette er noget af en omvæltning efter ugevis af varmt sydstatsvejr – og prærieagtig varme et par timer tidligere.
Vi kommer ned fra bjerget igen, ud af snestormen og vælger at finde en RV park for natten.
Første stop i nabostaten Utah var Arches National Park. Hvis der er ét sted på vores tur indtil nu, som jeg vil anbefale og som har gjort indtryk på mig – og der er vel at bemærke uhørt mange steder der har gjort uudsletteligt indtryk – så er det de to halve dage, vi tilbragte her med at køre rundt og tage på mindre hikes. Jeg kan ikke helt finde ord til at beskrive det, men jeg har udvalgt nogle billeder.
Fra Arches National Park vi tog videre gennem fantastiske, forblæste Utah ned til Arizona. På grænsen mellem de to stater ligger Monument Valley.
Grand Canyon var kæmpe stor og imponerende - og vi tilbragte en dag med at køre rundt til forskellige udsigtspunkter og kravle rundt på klipper..
Efter alt denne øde, storslåede natur kørte vi vores autocamper til Las Vegas, der er alt andet en stille og naturlig. Byen både fascinerer og afskyer på én gang. Der er så mange lys og farver og der er gjort så megen anstrengelse for at underholde Vegas gæster... Men det er en tom og overfladisk underholdning. Det er et uvirkeligt og falsk sted. Der er sjovt - og det var en rar afveksling til de øde, rå naturoplevelser - men jeg er sikker på at jeg hurtigt ville blive træt af stedet. Ligesom man går til et diskotek for at feste, så slår man sig ikke ned og bor i et diskotek; sådan har jeg det med Vegas, det er et stort kasino.
Dette blogindlæg er skrevet for en lille uges tid siden
Vores anden uge er veloverstået og vi er i Californien på vej fra L.A. Jeg har kørt en del i dag og nyder nu at slappe af bag i bilen mens Adriano sidder ved roret. Det bomber for meget til at jeg kan skrive på min lettere ambitiøse mængde postkort, så jeg vil benytte lejligheden til at genkalde mig den fortløbende uge og vores fantastiske oplevelser gennem ”the wild, wild west”. Anden uge dækker mer eller mindre turen gennem Colorado, Utah og Arizona for at ende i Las Vegas i Nevada.
New Mexico havde allerede givet en forsmag på den rå skønhed som prærien byder på, men ankomsten til Colorado slog luften ud af os. Jeg er fuldstændig betaget af hvilken skønhed USA har at byde på. Landskabet vi har kørt gennem den sidste uge har været så varieret og bjergtagende og stort. At køre på en vej, der strækker sig så langt øjet rækker ud i uendeligheden med helt flad prærie til alle sider, er storslået i den mest bogstavelige og samtidigt ubegribelige betydning af det ord. Som min bror siger, så er der noget tilfredsstillende ved at stille øjnene på uendelig.
I Colorado blev vores radio pludselig afbrudt af en skrattende lyd – som i Science Fiction filmene når marsmændene tager kontakt fra deres UFO (og vi havde sågar to dage inden været i Roswell, der er kendt for sine UFO spot og tv-serie om aliens), Det viser sig dog ikke at være kontakt fra det ydre rum men rettere en metrolog, der advarer om tornadofare i det område, vi lige er kørt ind i. Det stormende blæsevejr omkring os bliver pludselig mere interessant, og vi overvejer handleplaner og diskuterer, hvor man mon gemmer sig på en flad prærie, hvis en tornado kommer forbi. Det viser sig halvt til vores skuffelse, halvt til vores lettelse at være falsk alarm. Stormvejret nøjes med at være storm.
Uden for Colorado Springs får vi os vores første oplevelse med de røde klippeformationer, som vi har fået set så mange fantastiske eksempler af senere, i Garden of the Gods.
Næste dag sætter vi kursen mod Utah. Turen går op i the Rocky Mountains og the Beast (vores autocamper) kæmper bravt med at holde farten som motorvejens hældning opad bliver mere stejl. Vi kommer så højt op i bjergene, at der er sne omkring os og det begynder endog at sne. Goddag, snestorm. Dette er noget af en omvæltning efter ugevis af varmt sydstatsvejr – og prærieagtig varme et par timer tidligere.
Vi kommer ned fra bjerget igen, ud af snestormen og vælger at finde en RV park for natten.
Første stop i nabostaten Utah var Arches National Park. Hvis der er ét sted på vores tur indtil nu, som jeg vil anbefale og som har gjort indtryk på mig – og der er vel at bemærke uhørt mange steder der har gjort uudsletteligt indtryk – så er det de to halve dage, vi tilbragte her med at køre rundt og tage på mindre hikes. Jeg kan ikke helt finde ord til at beskrive det, men jeg har udvalgt nogle billeder.
Fra Arches National Park vi tog videre gennem fantastiske, forblæste Utah ned til Arizona. På grænsen mellem de to stater ligger Monument Valley.
Grand Canyon var kæmpe stor og imponerende - og vi tilbragte en dag med at køre rundt til forskellige udsigtspunkter og kravle rundt på klipper..
Efter alt denne øde, storslåede natur kørte vi vores autocamper til Las Vegas, der er alt andet en stille og naturlig. Byen både fascinerer og afskyer på én gang. Der er så mange lys og farver og der er gjort så megen anstrengelse for at underholde Vegas gæster... Men det er en tom og overfladisk underholdning. Det er et uvirkeligt og falsk sted. Der er sjovt - og det var en rar afveksling til de øde, rå naturoplevelser - men jeg er sikker på at jeg hurtigt ville blive træt af stedet. Ligesom man går til et diskotek for at feste, så slår man sig ikke ned og bor i et diskotek; sådan har jeg det med Vegas, det er et stort kasino.
mandag den 24. maj 2010
ROAD TRIP, del 1 - sydstaterne: musik, gæstfrihed og campingliv
Første uge af road trip
Jeg sidder bag i vores autocamper ved bordet og kigger på landskabet, der suser forbi. At rejse er at leve, som H.C. Andersen siger, og det her er bestemt måden at leve på.
Vores RV er 25 fod lang, omkring 7 meter, hvilket er en lidt intimiderende størrelse at køre, men overraskende hurtigt, synes jeg, vi har vænnet os til det. Indvendigt er der relativt rummeligt. Der er direkte forbindelse mellem forsædet og ”campingvogn delen” og henover chaufføren er der en seng og i bagenden er der også en dobbelt seng. Der er et spisebordsområde og en enkeltstående stol, foruden et lille køkken og badeværelse. Her er praktisk talt det hele.
Tillad mig at introducere mine medrejsende. Der er fire forskellige nationaliteter repræsenteret i vores bil; fransk, irsk, italiensk og dansk.
Thomas er 21 og franskmand, han læser statskundskab og har deltaget på UNCs fægtehold med stor succes indtil han fik en skade i slutningen af dette semester. Laura er også franskmand, 21 og studerer business, hun har været her hele året men vi mødte først hinanden i starten af dette semester, fordi vi har adskilte mentorprogrammer og derfor ikke blev introduceret. Heldigvis løb vores veje sammen og fra første øjeblik var der sået frø til et strålende venskab. Adriano er italiener og 22 år gammel, han læser statskundskab og har været initiativtageren til at leje en autocamper - og så laver han pastaretter, der sparker røv. Stephen (udtalt Steven) er en stor-fregnet irer med stor humor, syngende irsk accent og altid godt humør. Han er holdets yngling med kun 20 år på bagen og læser historie med ønsket om at blive skolelærer.
Vores rejse begyndte med, at Adriano, Thomas og jeg – de tre chauffører – tog til nabobyen Durham og hentede RV’en. Tilbage i Chapel Hill fyldte vi bilen op med alt vores bagage (hvilket nærmest fyldte hele vognen op) og sagde farvel til Maxime, Iñigo og Dawn som var mødt op for at sige farvel – de resterende venner havde vi sagt farvel til i de forudgående dage. Og så… så begyndte eventyret.
Vi har planlagt vores rejse sådan, at vi får høvlet nogle miles af i begyndelsen eftersom vi allerede har set det meste af North Carolinas nabostater. Vi kørte det meste af eftermiddagen og aftenen og ankom til Clemson i South Carolina, hvor Stephens onkel og hans amerikanske kone bor. Med stor entusiasme bød de os velkommen og bespiste os med sandwichs og te og store bløde senge. Næste dag kørte vi det lange stræk til New Orleans, Louisiana.
Vi spenderede to nætter i New Orleans, indkvarteret i udkanten af the French Quarter, den gamle bydel. New Orleans bød på udendørs blues koncert, flot kolonial arkitektur og lummervarm hede. New Orleans er helt sikkert en rigtig cool by og det var ikke meget vi mærkede til Katrinas ødelæggelser. Det interessante ved New Orleans – hvilket er blevet forstærket af disse ødelæggelser – er, at the French Quarter er en af de mest sikre downtowns i hele USA, mens den omkringliggende by er en af de mest farlige. Vi holdt os indenfor turistkortet og oplevede ingen ubehageligheder.
Jeg sidder bag i vores autocamper ved bordet og kigger på landskabet, der suser forbi. At rejse er at leve, som H.C. Andersen siger, og det her er bestemt måden at leve på.
Vores RV er 25 fod lang, omkring 7 meter, hvilket er en lidt intimiderende størrelse at køre, men overraskende hurtigt, synes jeg, vi har vænnet os til det. Indvendigt er der relativt rummeligt. Der er direkte forbindelse mellem forsædet og ”campingvogn delen” og henover chaufføren er der en seng og i bagenden er der også en dobbelt seng. Der er et spisebordsområde og en enkeltstående stol, foruden et lille køkken og badeværelse. Her er praktisk talt det hele.
Tillad mig at introducere mine medrejsende. Der er fire forskellige nationaliteter repræsenteret i vores bil; fransk, irsk, italiensk og dansk.
Adriano, Laura, Thomas og Stephen i New Orleans
Thomas er 21 og franskmand, han læser statskundskab og har deltaget på UNCs fægtehold med stor succes indtil han fik en skade i slutningen af dette semester. Laura er også franskmand, 21 og studerer business, hun har været her hele året men vi mødte først hinanden i starten af dette semester, fordi vi har adskilte mentorprogrammer og derfor ikke blev introduceret. Heldigvis løb vores veje sammen og fra første øjeblik var der sået frø til et strålende venskab. Adriano er italiener og 22 år gammel, han læser statskundskab og har været initiativtageren til at leje en autocamper - og så laver han pastaretter, der sparker røv. Stephen (udtalt Steven) er en stor-fregnet irer med stor humor, syngende irsk accent og altid godt humør. Han er holdets yngling med kun 20 år på bagen og læser historie med ønsket om at blive skolelærer.
Vores rejse begyndte med, at Adriano, Thomas og jeg – de tre chauffører – tog til nabobyen Durham og hentede RV’en. Tilbage i Chapel Hill fyldte vi bilen op med alt vores bagage (hvilket nærmest fyldte hele vognen op) og sagde farvel til Maxime, Iñigo og Dawn som var mødt op for at sige farvel – de resterende venner havde vi sagt farvel til i de forudgående dage. Og så… så begyndte eventyret.
Vi har planlagt vores rejse sådan, at vi får høvlet nogle miles af i begyndelsen eftersom vi allerede har set det meste af North Carolinas nabostater. Vi kørte det meste af eftermiddagen og aftenen og ankom til Clemson i South Carolina, hvor Stephens onkel og hans amerikanske kone bor. Med stor entusiasme bød de os velkommen og bespiste os med sandwichs og te og store bløde senge. Næste dag kørte vi det lange stræk til New Orleans, Louisiana.
Vi spenderede to nætter i New Orleans, indkvarteret i udkanten af the French Quarter, den gamle bydel. New Orleans bød på udendørs blues koncert, flot kolonial arkitektur og lummervarm hede. New Orleans er helt sikkert en rigtig cool by og det var ikke meget vi mærkede til Katrinas ødelæggelser. Det interessante ved New Orleans – hvilket er blevet forstærket af disse ødelæggelser – er, at the French Quarter er en af de mest sikre downtowns i hele USA, mens den omkringliggende by er en af de mest farlige. Vi holdt os indenfor turistkortet og oplevede ingen ubehageligheder.
Drengene og Kevin, vores lokale guide i Austin
Næste stop var Austin, Texas hvor vi tilbragte to nætter. En fantastisk by der emmede af en afslappet, venlig atmosfære mens der samtidig var gang i den med University of Texas og et summende musikliv. Jeg kunne faktisk godt forestille mig at bo i Austin. Vi var indkvarteret hos Thomas’ ven Kevins forældre og aldrig har jeg set magen til gæstfrihed. De tilberedte udsøgt morgenmad til os hver morgen og Kevin viste os rundt. Hans forældre insisterede endda på at betale vores aftensmad, så vi købte dem en buket blomster og en flaske vin inden vi tog af sted gennem Texas. Kevins forældre havde sørget for at vi kunne overnatte i deres familiemedlemmer i Midlands fantastiske hus. Poolbord, pool, jacuzzi, kæmpe bløde senge, utal af badeværelser og store fjernsyn.
Udsøgt morgenmad hos Kevins forældre
Ugen sluttede i New Mexico, som bød på smuk, øde natur, skrækkelige radiostationer (eller slet ingen) og indianerkultur på den der turistede måde, hvor det ikke virker så autentisk igen.
mandag den 10. maj 2010
Næste destination: the road
Vi har lige hentet vores RV og er klar til at køre af sted. Næste stop i aften er Clemson i South Carolina, hvor Stephens onkel bor. I overmorgen aften er vi i NEW ORLEANS! Om tre uger: San Fransisco!
onsdag den 5. maj 2010
Et billede siger mere end 1000 ord - og jeg burde læse til eksamen i stedet for at skrive 1000 ord
I dag er sidste dag, jeg har mulighed for at overspringshandle som studerende på UNC Chapel Hill. Jeg har i morgentidlig kl 8 min sidste eksamen og så står den ellers på 4 måneders sommerferie - jealous much? :)
Nå, nu må jeg vist også lige tilbage til studierne og få mig forberedt til sidste eksamen. Sidste slutspurt inden sommerferie, afskedsscener og roadtrip igennem det sydlige USA til San Fransisco i en autocamper med fire gode venner.
Det bliver noget af et eventyr.
Her kommer et par visuelle indtryk fra den sidste måneds tid i mit liv.
Jeg gik til frisøren og fik klippet 20 cm hår af, som jeg donerede til parykker til kræft patienter. Denne slags donationer er meget udbredt i USA. Projektet jeg donerede til hedder Pantene Beautiful Lengths.
Der har været lidt af det her:
Med det her:
Men absolut og så en masse af det her:
+
Afbrudt af skøre kl. 2-om-morgenen påfund som det her:
Og en en-dags tur op i bjergene med nogle amerikanske/international venner i dette hus:
Hvor vi gik på vandring:
Charles (Am) og John (Am) på eventyr
En norsk/skotisk fødselsdagsfejring blev der også plads til:
--->
Og en fredagsmiddag hos Dawn (Am):
Så begyndte eksamensperioden for 1½ uge siden, og sidste "skoledag" blev blandt andet fejret med koncert med the Clef Hangers - et af de adskillige all-men acapella kor på UNC:
Og mere tid på biblioteket:
Harrison (Am) skammer sig over mængden af ord på papir
Timerne på bibliotekerne blev dog afbrudt af lidt crazyness:
Midnatsnøgenløb er en fast tradition hvert semester på UNC
En anden "puha, vi er eksamensstressede" tradition er 15 minutters RAVE midt i eksamensugen
Vores maskot Ramses var selvfølgelig med til rave
Vi løb gennem sprinklerne på campus omkring midnat
Og vi fik da også tid til at feste lidt:
Bloc Party i Carrboro
Det bliver noget af et eventyr.
Abonner på:
Opslag (Atom)
