Dette blogindlæg er skrevet for en lille uges tid siden
Vores anden uge er veloverstået og vi er i Californien på vej fra L.A. Jeg har kørt en del i dag og nyder nu at slappe af bag i bilen mens Adriano sidder ved roret. Det bomber for meget til at jeg kan skrive på min lettere ambitiøse mængde postkort, så jeg vil benytte lejligheden til at genkalde mig den fortløbende uge og vores fantastiske oplevelser gennem ”the wild, wild west”. Anden uge dækker mer eller mindre turen gennem Colorado, Utah og Arizona for at ende i Las Vegas i Nevada.
New Mexico havde allerede givet en forsmag på den rå skønhed som prærien byder på, men ankomsten til Colorado slog luften ud af os. Jeg er fuldstændig betaget af hvilken skønhed USA har at byde på. Landskabet vi har kørt gennem den sidste uge har været så varieret og bjergtagende og stort. At køre på en vej, der strækker sig så langt øjet rækker ud i uendeligheden med helt flad prærie til alle sider, er storslået i den mest bogstavelige og samtidigt ubegribelige betydning af det ord. Som min bror siger, så er der noget tilfredsstillende ved at stille øjnene på uendelig.
I Colorado blev vores radio pludselig afbrudt af en skrattende lyd – som i Science Fiction filmene når marsmændene tager kontakt fra deres UFO (og vi havde sågar to dage inden været i Roswell, der er kendt for sine UFO spot og tv-serie om aliens), Det viser sig dog ikke at være kontakt fra det ydre rum men rettere en metrolog, der advarer om tornadofare i det område, vi lige er kørt ind i. Det stormende blæsevejr omkring os bliver pludselig mere interessant, og vi overvejer handleplaner og diskuterer, hvor man mon gemmer sig på en flad prærie, hvis en tornado kommer forbi. Det viser sig halvt til vores skuffelse, halvt til vores lettelse at være falsk alarm. Stormvejret nøjes med at være storm.
Uden for Colorado Springs får vi os vores første oplevelse med de røde klippeformationer, som vi har fået set så mange fantastiske eksempler af senere, i Garden of the Gods.
Næste dag sætter vi kursen mod Utah. Turen går op i the Rocky Mountains og the Beast (vores autocamper) kæmper bravt med at holde farten som motorvejens hældning opad bliver mere stejl. Vi kommer så højt op i bjergene, at der er sne omkring os og det begynder endog at sne. Goddag, snestorm. Dette er noget af en omvæltning efter ugevis af varmt sydstatsvejr – og prærieagtig varme et par timer tidligere.
Vi kommer ned fra bjerget igen, ud af snestormen og vælger at finde en RV park for natten.
Første stop i nabostaten Utah var Arches National Park. Hvis der er ét sted på vores tur indtil nu, som jeg vil anbefale og som har gjort indtryk på mig – og der er vel at bemærke uhørt mange steder der har gjort uudsletteligt indtryk – så er det de to halve dage, vi tilbragte her med at køre rundt og tage på mindre hikes. Jeg kan ikke helt finde ord til at beskrive det, men jeg har udvalgt nogle billeder.
Fra Arches National Park vi tog videre gennem fantastiske, forblæste Utah ned til Arizona. På grænsen mellem de to stater ligger Monument Valley.
Grand Canyon var kæmpe stor og imponerende - og vi tilbragte en dag med at køre rundt til forskellige udsigtspunkter og kravle rundt på klipper..
Efter alt denne øde, storslåede natur kørte vi vores autocamper til Las Vegas, der er alt andet en stille og naturlig. Byen både fascinerer og afskyer på én gang. Der er så mange lys og farver og der er gjort så megen anstrengelse for at underholde Vegas gæster... Men det er en tom og overfladisk underholdning. Det er et uvirkeligt og falsk sted. Der er sjovt - og det var en rar afveksling til de øde, rå naturoplevelser - men jeg er sikker på at jeg hurtigt ville blive træt af stedet. Ligesom man går til et diskotek for at feste, så slår man sig ikke ned og bor i et diskotek; sådan har jeg det med Vegas, det er et stort kasino.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar