UNC Dance Marathon

"The Best One Night Stand of Your Life!" sådan proklamerede en af plakaterne i den stor-oppyntede idrætshal, som jeg fredag aften gik forventningsfuldt ind i. Sammen med 1600 andre studerende fra UNC havde jeg forpligtet mig til at fundraise mindst 150 dollar og danse/stå på mine ben uafbrudt i 24 timer. Det var 24 intense, sjove og helt unikke timer.

Hvorfor deltage i et danse maraton? Personligt gjorde jeg det af flere grunde.

Først og fremmest er det for mig en once in a life time opportu- nity for at være en del af et så stort studenderdrevet velgørenhedsarrangement - 1600 dansere, mere end 500 frivillige, 22.5 km gaffa tape, helårlige programmer på hospitalet, en fond med mere end 2,6 millioner danske kroner i indtægt alene i år!! - dette har ikke sit mage i Danmark (hvilket måske siger mere om manglerne i det amerikanske velfærdsystem end forskellen på danske og amerikanske studerende) og det er for mig en del af min American Experience at deltage i sådan noget som dette her.

Derudover så dansede jeg for alle de alvorligt syge børn, der ville danse, hvis de kunne. Jo mere jeg hører om dette projekt og den indpagt som de studerende på UNC herigennem har på kræftramte børn, børn med hjertefejl og andre livstruende sygdomme og deres familier, jo mere får jeg lyst til at være med til at gøre en forskel for disse familier. Jeg har hørt forældre fortælle om deres børns sygdomme - både dem med lykkelig slutning og dem uden - og hvad det betyder for dem, hvad vi gør. Den fysiske belastning det er ikke at sidde ned i et døgn er intet at sammenligne med den byrde, det er at have et livstruende sygt barn.

Endelig så gjorde jeg det som en personlig udford- ring. Ville jeg kunne klare at danse/stå i 24 timer? Hvordan ville det føles fysisk og psykisk? Hvilke tidspunkter ville det være sværest?

Der var en fantastisk oplevelse.
Det var utroligt udmattende og mine fødder var fuldstændig smadrede, men det var samtidig rigtig sjovt og inspirerende. Det føltes betydningsfuldt at kæmpe imod trængen til at sidde ned, og der var en utrolig kollektiv følelse af at gennemleve nogle prøvelser sammen.

 Og jeg ved nu, at det er hårdere at stå stille end det er at danse.

 Dansegulvet fik ikke for lidt, når Melinda (am.), jeg og alle de andre gik igang

Photo:Chrissy

Samtidig var det et imponerende arrangement, de bagvedstående komiteer havde stablet på benene, og det var en oplevelse i sig selv at deltage i det. Vi blev bespist, underholdt, opmuntret og luftet.

 Det var en samling festlige mennesker! Til højre i billedet er min veninde Chrissy (ty.); vi var de eneste to udvekslingsstuderende, der deltog, så vidt jeg ved.

Chrissy giver sin ryg en pause.

For mig var den 11. time (vi havde været der sååå længe, men der var endnu længere tid tilbage) og den 24. time (vi stod stille og lyttede på taler) de værste.

Luftet ved solopgang på fodboldstadionet med Chrissy og Melinda

Photo:Chrissy

 

Vores Maskot, Ramses ♥

Photo:Chrissy

 

 

Morgenmadsbord

 

Nå ja, så slog vi også lige Guinness Rekord i længste massagekæde.

  

Mere dans! Hele tiden dans!

Lidt Yoga

Hurra! Vi gjorde det!!

Alt i alt en helt utrolig oplevelse, som jeg ikke ville være foruden, selvom det var en noget pinefuld og frustrerende gåtur hjem fra Fetzer Gym efter de 24 timers prøvelser. Natten mellem lørdag og søndag sov jeg 14 timer og var lidt rundt på gulvet i løbet af søndagen. Men det var det værd. Uden tvivl.

Det kunne meget vel gå hen og blive "The Best One Night Stand of My Life!"

Amerikanske kønsroller, sex og andet lir

Den 5. februar bragte New York Times en artikel om dating og kønsfordeling på UNC Chapel Hill, der skabte en helt del røre og debat. Artiklen fastslår at kønsfordelingen er 60/40 med en overvægt af.. surprise surprise.. kvinder. Dette er i sig selv ikke særlig kontroversielt - sådan forholder det sig på de fleste universiteter i USA (og Danmark, skulle jeg mene!) - men artiklen havde (ja, I kan jo læse den selv) en kærlighedsvinkel på historien. Valentins dag var trods alt kun lidt over en uge væk. Journalisten havde derfor interviewet studerende og det kom frem, at de mandlige studerende kan gøre, lidt lige hvad de vil, og at de kvindelige studerende er rimelig desperate, og derfor er promiskuøse i jagten på en kæreste og endog i forhold i nogle tilfælde tillader utroskab.

Artiklen er blevet meget kritiseret og debatteret i de lokale medier. Selvfølgelig kan de mandlige studerende ikke gøre, lige hvad de vil, men jeg vil heller ikke afvise at nogle kvindelige amerikanske studerende måske kan forekomme lidt desperate. Måske er det derfor man fredag nat kan se amerikanske unge kvinder gå rundt i stilletter, cocktail kjole og INTET andet (ikke en gang en cardigan!), selv når der ligger sneen på jorden udenfor! Hvorfor de ikke gør som os fornuftige vikinger og tager en tyk jakke og et ordentligt tørklæde på inden de bevæger sig uden for (man kan jo tage det af igen, når man når til sit endemål), det er mig en gåde.

Men samtidig forekommer det mig også, at det amerikanske samfund er noget snerpet eller konservativt, når det kommer til kønsroller og sex. At indgå i flere (op til fem.. uh!) seksuelle forhold anses for at være "risky behavior" i følge en artikel, jeg læste til et af mine fag sidste semester. Men i parentes bemærket, så betyder dette altså ikke, at jeg har fået indtrykket af, at ungdommen ikke er seksuelt aktiv (eller udtrykker seksualitet i det offentlige rum). Slet ikke. Det virker bare som om, at der bliver set anderledes på det. Det er risikable opførsel, som artiklen formulerede det.
Kvinder bliver samtidig anset for at være en skrøbelig størrelse. Jeg ved ikke hvor mange gange, jeg er blevet fulgt hjem eller en dør er blevet holdt for mig. Begge dele er vældig rart, misforstå mig ikke! Her i Sydstaterne holder alle døren for alle - hvilket jeg elsker! - men nogle mænd insisterer på, at kvindelige væsener også skal gå ind af døren først. Måske er det galant.. eller måske er det et udtryk for et samfund, der betragter kvinder som the weaker sex. At blive fuldt til sin hoveddør en sen aften er også rart - jeg sætter stor pris på selskabet - men det er ærligtalt ikke strengt nødvendigt. Jeg bor i et fredeligt, ikke-øde, vel oplyst område kun fem minutters gang væk fra barer osv. og i weekenden har vi sågar en security mand siddende i kontoret om natten i the Warehouse.

Man kan selvfølgelig argumentere, at det kan være, at det er mig, der i min skandinaviske naivitet er blind over for omfanget af farerne. En af mine amerikanske veninder bærer rundt på en peberspray (hun bor også uden for Chapel Hill bymidte), når hun går rundt om natten, hvilket vel er et tegn på frygt og samtidig en måde at få magten over frygten tilbage.
Men kunne det ikke ligeså vel være, at det amerikanske (og andre) samfund fremhærsker en frygt i os der siger, at det er farligt at være kvinde - så vi må begrænse vores færden eller koordinere den med vores mandlige venner?? I et af mine fag fremlagde mine professor denne her statistik over vold i USA. Den viste, at mænd i højere grad end kvinder udsættes for vold i det offentlige rum, og at kvinder faktisk er mere udsatte i hjemmet (hustruvold er mere almindeligt end voldtrægt, overfald osv.).
Så hvorfor er det, at kvinder skal opfattes som skrøbelige? I'm just sayin' it.

Oh ja, foresten. Med hensyn til kønsfordeling og desperate følelser, så synes jeg ikke, at det er så slemt. Mine nærmeste venner og faktisk langt største delen af min veneskare er drenge, så jeg føler mig ikke understimuleret for mandlige indput.
Jeg ved ikke, om jeg føler, at der er få fyre i byen generelt. Det synes jeg egentlig ikke - eller også er jeg bare vanttil det fra København og KU. Mange af dem er til gengæld frat boy kopier (alle "mændene" fra fraternities ligner hinanden på en kakibuks & kasket åndet måde sådan her eller sådan her, ligesom urbandictionary beskriver "Brad") og så er der også en relativ stor homoseksuel population i Chapel Hill.
Jeg ser ingen grund til at klage over kønsfordelingen.

Håber ikke dette indslag kom til at lyde for feminist-bittert! Jeg er ikke en grædende feminist, bare lidt skeptisk ;)

Små ting og tanker fra februar måned

Jeg burde sidde og skrive min opgave til i morgen lige nu, men jeg fik lige lyst til i stedet for at komme med lidt små tilfældige tanker, om hvad der rører sig i Chapel "Thrill" i denne tid.

Der er sket en revolution i min lille verden. Intet mindre. Aldrig havde jeg troede, at jeg skulle gå indædt op i sport. Men i et halvt år har jeg nu levet i denne verden af school spirit og rivaliseren, og det har smittet af. I begyndelsen af måneden spillede vore basketball hold imod Dooks (også kaldet Duke) hold. Passioneret og skrigende så jeg den intense kamp på en bar sammen med nogle af mine venner. Vi tabte desværre.

 

Lyseblå Tar Heels: Max (fr.), mig og David (am.) (Photo:Finlay)

Jeg har skrevet et indlæg omkring kønsroller og syn på seksualitet her i USA, men det blev vældig langt, så det får et afsnit for sig selv.

Vejret her i Chapel Hill svinger relativt meget. For en uges tid siden sneede det, men i denne uge har vi 8 grader og tonsvis af sol. Jeg har mistet min vinterjakke i en bar (den blev snuppet fra det hjørne, hvor jeg havde smidt den) men det er egentlig ikke et problem for jakken havde kun to knapper tilbage, og her bliver ikke mere end et par minus grader.. og jeg har tykke trøjer at putte under min nye jakke.

  

Vi havde massive mængder af sne (5-10 cm) i slutning af januar, her er Stephen (Ir.) til giga sneboldskamp med et par hundrede andre UNC studerende. Tossen har shorts på. (Photo:Anke)

Sneen forsvandt igen, men for en ugestid siden sneede det en nat. Her er vi på Franklin st. hovedgaden i CH.

 

The Pit, i hjertet af campus, under studenterrådsvalgkampagne.

Sådan her ser vejret ud nu. Når solen skinner, kan man gå uden jakke :)

I morgen skal jeg deltage i UNC Dance Marathon hvor jeg sammen med 1600 andre studerende skal stå på mine ben i 24 timer til støtte for NC Children's Hospital og de projekter, som de har gang i der.

For at indsamle penge afholdt jeg et Bake Sale med to af mine venner, der også skal deltage.

 

Bake Sale i the Warehouse's lobby

Læs mere om hvad det går ud på og støt mine anstrengelser for at indsamle $150 til projektet på min fundraising side - der mangler stadig $40 (=200kr)!

LOTS OF LOVE ♥

.. og glædelig Valentinsdag!!

it's a new dawn, it's a new semester.. and I'm feeling good

Henover julen flyttede den ene af mine flatmates, Elizabeth, ud af vores lejlighed, hvilket betød at jeg fik chancen for at skifte til et bedre værelse. Mit gamle værelse var det mindste i lejligheden og det vindue vendte ud mod en atriumgård i stedet for direkte ud. Så en uge eller to efter at Liz var flyttet ud, flyttede jeg ind i hendes gamle værelse. Og hvilken fryd det er at have et kæmpe vindue ud mod vejen og solen. Jeg tror mit værelse er blevet dobbelt så stort og firdobbelt så lyst. Aaaaahh! :)

 

Iñigo i mit nye værelse lige efter han havde hjulpet mig med at flytte de første møbler.

Her i Chapel Hill er det nye semester rigtig gået i gang - ja, det har faktisk været i gang i en måned nu - og hverdagen har sat ind. Jeg har godt kunne mærke, at dette er mit andet semester her. Starten har været mere harmonisk og mindre stressede, alene fordi jeg har prøvet det før, ved hvad der forventes af mig og på hvilken måde jeg skal arbejde for at leve op til disse forventninger.

Mine fag er faldet på plads og ligesom sidste semester følger jeg fire fag.

Education in American Society er et fag jeg har een gang om ugen, hver tirsdag aften kl 18-20:45, hvilket lyder absolut forfærdeligt, men som faktisk fungerer rigtig godt. Professoren, Prof. Unks, er denne her 70-80årige mand, der har undervist på UNC de sidste 40 år (inkl nogle af mine medstuderendes forældre), og han er super karismatisk, inspirerende og underholdende. Den første undervisningsgang brugte han den første halve time på at fortælle jokes om et flyselskab. Dette fag er min eneste med 100+ studerende, hvilket er meget sjovt at prøve, og det fungere faktisk udmærket pga. professorens evne til at skabe diskussioner gennem provokationer og udnyttelse af hans store viden.
Jeg fik faget anbefalet af en af mine amerikanske veninder, der havde fulgt det tidligere, og det har indtilvidere vist sig at give nogle spændende perspektiver på betydningen af uddannelse (bredt forstået) og socioøkonomiske forskelle og uligheder i uddannelsessystemer.

Space, Place and Difference er et geografi/womenstudies fag, der handler om, hvordan definitioner og meninger, der knyttes til geografiske/rumlige steder - monumenter, universitetet, shoppingcentre, landskaber osv. - også indebærer sociale grænser af inklusion/eksklusion. Et eksempel er, hvordan store flotte bygninger med græske søjler (hvilket er meget almindeligt her i the South) fortæller hvide mænds historie, mens slavernes/sortes historie i Sydstaterne sjældent fremstilles (selvom det er her at slaverne særligt var).

Chineses Society er et fag på sociologifakultetet, der handler om Kina og bliver undervist af en kinesisk-amerikansk professor. Indtilvidere har vi mest fokuseret på Kinas historie, hvilket har været spændende men også lidt langtrukkent, så jeg glæder mig til at vi skal til at fokuserer mere sociologisk på det nutidige Kina.

Sociology of Muslim Societies er endnu et sociologifag og det er virkelig spændende. Professoren er virklige kompetent og dygtig, og selvom der er en del arbejde involveret i dette fag (reading notes to gange om ugen og små opgaver lidt sjældnere end en gang om ugen), er jeg rigtig glad for at følge det. En af de ting jeg ser mest fremtil i dette fag er denne her research del, hvor vi skal ud og gennemføre en spørgeskemaundersøgelse om amerikaneres holdninger til muslimer. Denne undersøgelse har været gennemført i 10-20 år og det bliver sjovt at være en del af det. Det betyder også at jeg får lov til at lege lidt med SPSS og tal igen, hvilket jeg må indrømme at jeg glæder efter de uendelig mange timer jeg brugte i word sidste år og den mange ord jeg producerede.

Så jeg har det godt her i Chapel Hill. Jeg er kommet ind i hverdagsrytmen og nyder at være sammen med mine venner. De venner som jeg havde fra sidste semester og som er blevet her (pudsigt nok alle sammen med få undtagelser drenge) - eller "bare" er amerikanere og derfor render ingen vejne - er virkelig blevet gode, tættere venner.. og samtidig har vi mødt en helt del af de nyligt ankomne udvekslingsstuderende og de virker rigtig søde og et par af dem er helt sikkert på vej til at blive rigtig fine venner!

Her er et billede fra en middag med nogle af de nye:

 

Dong Hao, mig, Laura, Hannah, Charlotte, ... , Iris, Christel og Liz.

Åh, ja og så var det Super Bowl Sunday i søndags, og det var rigtig sjovt at se. Det er interessant at amerikansk fodbold er SÅ kedeligt at se live, men rimelig underholdende i fjernsynet - hvor man i slowmotion ser dem smadre sammen, flå græsset op og bolden svæve. Og "the underdog" New Orleans Saints vandt, og det kan vi jo godt lide. I anledning af super bowl er der også gjort ekstra meget ud af reklamerne, så selv det er sjovt at se. (virkelighedes football er langtrukkent med en masse mænd der løber rundt i små klynger - jeg har tre gange prøvet, men det er aldrig lykkedes mig at se en hel kamp live.. de er også mindst TRE timer lange!.. tre timer UDEN alkohol i modsætning til når man ser det nede på pubben)

Mit all time favorite scene fra Super Bowl var denne, hvor spilleren Drew Brees holder sin søn efter lige at have vundet - der er noget kronprins Frederik ved alteret over den.


xoxo (knus og kys)
Line