Amerikanske kønsroller, sex og andet lir

Den 5. februar bragte New York Times en artikel om dating og kønsfordeling på UNC Chapel Hill, der skabte en helt del røre og debat. Artiklen fastslår at kønsfordelingen er 60/40 med en overvægt af.. surprise surprise.. kvinder. Dette er i sig selv ikke særlig kontroversielt - sådan forholder det sig på de fleste universiteter i USA (og Danmark, skulle jeg mene!) - men artiklen havde (ja, I kan jo læse den selv) en kærlighedsvinkel på historien. Valentins dag var trods alt kun lidt over en uge væk. Journalisten havde derfor interviewet studerende og det kom frem, at de mandlige studerende kan gøre, lidt lige hvad de vil, og at de kvindelige studerende er rimelig desperate, og derfor er promiskuøse i jagten på en kæreste og endog i forhold i nogle tilfælde tillader utroskab.

Artiklen er blevet meget kritiseret og debatteret i de lokale medier. Selvfølgelig kan de mandlige studerende ikke gøre, lige hvad de vil, men jeg vil heller ikke afvise at nogle kvindelige amerikanske studerende måske kan forekomme lidt desperate. Måske er det derfor man fredag nat kan se amerikanske unge kvinder gå rundt i stilletter, cocktail kjole og INTET andet (ikke en gang en cardigan!), selv når der ligger sneen på jorden udenfor! Hvorfor de ikke gør som os fornuftige vikinger og tager en tyk jakke og et ordentligt tørklæde på inden de bevæger sig uden for (man kan jo tage det af igen, når man når til sit endemål), det er mig en gåde.

Men samtidig forekommer det mig også, at det amerikanske samfund er noget snerpet eller konservativt, når det kommer til kønsroller og sex. At indgå i flere (op til fem.. uh!) seksuelle forhold anses for at være "risky behavior" i følge en artikel, jeg læste til et af mine fag sidste semester. Men i parentes bemærket, så betyder dette altså ikke, at jeg har fået indtrykket af, at ungdommen ikke er seksuelt aktiv (eller udtrykker seksualitet i det offentlige rum). Slet ikke. Det virker bare som om, at der bliver set anderledes på det. Det er risikable opførsel, som artiklen formulerede det.
Kvinder bliver samtidig anset for at være en skrøbelig størrelse. Jeg ved ikke hvor mange gange, jeg er blevet fulgt hjem eller en dør er blevet holdt for mig. Begge dele er vældig rart, misforstå mig ikke! Her i Sydstaterne holder alle døren for alle - hvilket jeg elsker! - men nogle mænd insisterer på, at kvindelige væsener også skal gå ind af døren først. Måske er det galant.. eller måske er det et udtryk for et samfund, der betragter kvinder som the weaker sex. At blive fuldt til sin hoveddør en sen aften er også rart - jeg sætter stor pris på selskabet - men det er ærligtalt ikke strengt nødvendigt. Jeg bor i et fredeligt, ikke-øde, vel oplyst område kun fem minutters gang væk fra barer osv. og i weekenden har vi sågar en security mand siddende i kontoret om natten i the Warehouse.

Man kan selvfølgelig argumentere, at det kan være, at det er mig, der i min skandinaviske naivitet er blind over for omfanget af farerne. En af mine amerikanske veninder bærer rundt på en peberspray (hun bor også uden for Chapel Hill bymidte), når hun går rundt om natten, hvilket vel er et tegn på frygt og samtidig en måde at få magten over frygten tilbage.
Men kunne det ikke ligeså vel være, at det amerikanske (og andre) samfund fremhærsker en frygt i os der siger, at det er farligt at være kvinde - så vi må begrænse vores færden eller koordinere den med vores mandlige venner?? I et af mine fag fremlagde mine professor denne her statistik over vold i USA. Den viste, at mænd i højere grad end kvinder udsættes for vold i det offentlige rum, og at kvinder faktisk er mere udsatte i hjemmet (hustruvold er mere almindeligt end voldtrægt, overfald osv.).
Så hvorfor er det, at kvinder skal opfattes som skrøbelige? I'm just sayin' it.

Oh ja, foresten. Med hensyn til kønsfordeling og desperate følelser, så synes jeg ikke, at det er så slemt. Mine nærmeste venner og faktisk langt største delen af min veneskare er drenge, så jeg føler mig ikke understimuleret for mandlige indput.
Jeg ved ikke, om jeg føler, at der er få fyre i byen generelt. Det synes jeg egentlig ikke - eller også er jeg bare vanttil det fra København og KU. Mange af dem er til gengæld frat boy kopier (alle "mændene" fra fraternities ligner hinanden på en kakibuks & kasket åndet måde sådan her eller sådan her, ligesom urbandictionary beskriver "Brad") og så er der også en relativ stor homoseksuel population i Chapel Hill.
Jeg ser ingen grund til at klage over kønsfordelingen.

Håber ikke dette indslag kom til at lyde for feminist-bittert! Jeg er ikke en grædende feminist, bare lidt skeptisk ;)