Jeg sidder bag i vores autocamper ved bordet og kigger på landskabet, der suser forbi. At rejse er at leve, som H.C. Andersen siger, og det her er bestemt måden at leve på.
Vores RV er 25 fod lang, omkring 7 meter, hvilket er en lidt intimiderende størrelse at køre, men overraskende hurtigt, synes jeg, vi har vænnet os til det. Indvendigt er der relativt rummeligt. Der er direkte forbindelse mellem forsædet og ”campingvogn delen” og henover chaufføren er der en seng og i bagenden er der også en dobbelt seng. Der er et spisebordsområde og en enkeltstående stol, foruden et lille køkken og badeværelse. Her er praktisk talt det hele.
Tillad mig at introducere mine medrejsende. Der er fire forskellige nationaliteter repræsenteret i vores bil; fransk, irsk, italiensk og dansk.
Adriano, Laura, Thomas og Stephen i New Orleans
Thomas er 21 og franskmand, han læser statskundskab og har deltaget på UNCs fægtehold med stor succes indtil han fik en skade i slutningen af dette semester. Laura er også franskmand, 21 og studerer business, hun har været her hele året men vi mødte først hinanden i starten af dette semester, fordi vi har adskilte mentorprogrammer og derfor ikke blev introduceret. Heldigvis løb vores veje sammen og fra første øjeblik var der sået frø til et strålende venskab. Adriano er italiener og 22 år gammel, han læser statskundskab og har været initiativtageren til at leje en autocamper - og så laver han pastaretter, der sparker røv. Stephen (udtalt Steven) er en stor-fregnet irer med stor humor, syngende irsk accent og altid godt humør. Han er holdets yngling med kun 20 år på bagen og læser historie med ønsket om at blive skolelærer.
Vores rejse begyndte med, at Adriano, Thomas og jeg – de tre chauffører – tog til nabobyen Durham og hentede RV’en. Tilbage i Chapel Hill fyldte vi bilen op med alt vores bagage (hvilket nærmest fyldte hele vognen op) og sagde farvel til Maxime, Iñigo og Dawn som var mødt op for at sige farvel – de resterende venner havde vi sagt farvel til i de forudgående dage. Og så… så begyndte eventyret.
Vi har planlagt vores rejse sådan, at vi får høvlet nogle miles af i begyndelsen eftersom vi allerede har set det meste af North Carolinas nabostater. Vi kørte det meste af eftermiddagen og aftenen og ankom til Clemson i South Carolina, hvor Stephens onkel og hans amerikanske kone bor. Med stor entusiasme bød de os velkommen og bespiste os med sandwichs og te og store bløde senge. Næste dag kørte vi det lange stræk til New Orleans, Louisiana.
Vi spenderede to nætter i New Orleans, indkvarteret i udkanten af the French Quarter, den gamle bydel. New Orleans bød på udendørs blues koncert, flot kolonial arkitektur og lummervarm hede. New Orleans er helt sikkert en rigtig cool by og det var ikke meget vi mærkede til Katrinas ødelæggelser. Det interessante ved New Orleans – hvilket er blevet forstærket af disse ødelæggelser – er, at the French Quarter er en af de mest sikre downtowns i hele USA, mens den omkringliggende by er en af de mest farlige. Vi holdt os indenfor turistkortet og oplevede ingen ubehageligheder.
Drengene og Kevin, vores lokale guide i Austin
Næste stop var Austin, Texas hvor vi tilbragte to nætter. En fantastisk by der emmede af en afslappet, venlig atmosfære mens der samtidig var gang i den med University of Texas og et summende musikliv. Jeg kunne faktisk godt forestille mig at bo i Austin. Vi var indkvarteret hos Thomas’ ven Kevins forældre og aldrig har jeg set magen til gæstfrihed. De tilberedte udsøgt morgenmad til os hver morgen og Kevin viste os rundt. Hans forældre insisterede endda på at betale vores aftensmad, så vi købte dem en buket blomster og en flaske vin inden vi tog af sted gennem Texas. Kevins forældre havde sørget for at vi kunne overnatte i deres familiemedlemmer i Midlands fantastiske hus. Poolbord, pool, jacuzzi, kæmpe bløde senge, utal af badeværelser og store fjernsyn.
Udsøgt morgenmad hos Kevins forældre
Ugen sluttede i New Mexico, som bød på smuk, øde natur, skrækkelige radiostationer (eller slet ingen) og indianerkultur på den der turistede måde, hvor det ikke virker så autentisk igen.
